Begynd med sukkeret. Kom det på en pande i et jævnt lag, og lad det smelte ved middel varme. Rør først i sukkeret, når halvdelen er smeltet, og pas så på, at det ikke brænder på. Lad dig ikke friste til at skrue op for varmen, og gå ikke fra komfuret.
Mens sukkeret smelter, kommer du kakaopulveret i en gryde og hælder lidt af mælken i. Rør det godt sammen, og tilsæt resten af mælken lidt efter lidt, mens gryden varmes op. Kom også kanelstængerne i.
Når sukkeret er blevet til klar, gylden karamel, hælder du størstedelen i den varme kakao i en tynd stråle, mens du rører rundt. Fortvivl ikke, hvis det klumper. Det skal nok smelte igen.
Den resterende karamel hælder du ud på et stykke bagepapir i en fin krusedulle. Du kan drysse den med lidt salt for at give den færdige chokolade et frækt pift.
Når karamellen er smeltet i den varme kakao, skal chokoladen i. Bræk den i grove stykker, og rør godt.
TIl sidst skal kanelstængerne op, og måske skal der lidt mere mælk i. Det er op til dig.
Pisk flødeskummet blødt og lækkert, og server den varme chokolade i krus med flødeskum, og knust karamel på toppen.