Den seneste tid har jeg langt de fleste aftener været alene med Pigen. For at få tid til at hygge en halv times tid efter børnehave og ikke skulle stå med en kedelig opvask oveni alle de andre ting, der lige skal klares, har jeg tyet til flere lette madløsninger. En af dem er disse minipizzaer, som også er geniale her i december, hvor man farer fra det ene julearrangement til det andet og også skal nå at købe julegaver og bage pebernødder med børnene.
Pizzaerne består af pitabrød med en lille rest tomatsovs og hvad der lige er i køleskabet. Den anden dag var det hjortepølse, champignon og ost. Har man ikke tomatsovs, kan man også sagtens bruge pesto, et tyndt lag tomatpuré eller lidt creme fraiche. Det er bare med at slå kreativiteten løs og udnytte det, der nu er. Fordelen ryger nemlig, hvis man først ud at handle.
Børnene synes, at det er fantastisk at lave deres egen pizza, og det er virkelig skønt, når der både kan blive tid til at lave mad sammen og tegne en tegning, selvom man først er hjemme efter kl.17. Med et par grøntsagsstave til, bliver det også et ganske lødigt måltid.
I perioder som denne har vi faktisk altid en pakke pizzabrød eller tortillas i skuffen. Selvom jeg helst vil bage brødet selv, må jeg erkende, at det vigtigste trods alt er, at dagen slutter hyggeligt, og så kan det være nødvendigt at parkere ambitionen om mad lavet fra grunden. Det går jo nok alligevel…
Pizzaerne skal i øvrigt have ca. 10 minutter ved 225c
Skriv et svar