Her under min orlov er jeg gået bort fra madplaner, og køber nu ind på daglig basis. Jeg elsker at tusse rundt i supermarkeder og specialforretninger og lade mig inspirere af dagens udvalg. Det er en fornøjelse at kunne lade sig friste, og det er virkelig et scoop at komme hjem med en råvare, der er for svær at opstøve til, at den kan indgå i en planlagt ugemenu.
Der er også dage, hvor jeg virkelig vrider hænder over køledisken i mangel på lyst til noget som helst og hvor jeg længes efter den trygge madplan, der stædigt dikterede ugens retter. De dage er heldigvis få, og de er hurtigt glemt, når jeg som i dag står overfor valget mellem slagtilbud på både torskekæber og krabbekløer.
Valget faldt på kæberne, som blev tilberedt i en god tomatsovs og serveret med brune ris og en sprød kålsalat af lutter danske grøntsager. At have tid til at udvælge hver eneste råvare er ren nydelse – også når det gælder simpelt måltid som dette.
Torskekæber i tomat
400 g torskekæber
2 fed hvidløg
1 tsk olie
1 dåse flåede tomater
1 tsk herbes de provences eller blot favoritten blandt grønne krydderier
1 spsk rødvinseddike
salt og peber
Hak hvidløget fint, og steg det i olien ved middelhøj varme. Tilsæt det valgte krydderi og tomaterne. Lad sovsen simre mindst 10 minutter, og smag til med eddike, salt og peber.
Rens kæberne for evt. sener, og læg dem i et ildfast fad. Krydr dem med salt og peber, og hæld tomatsovsen ved. Sæt fadet i ovnen ved 180c. Tilberedningstiden varierer alt efter kæbernes størrelse, men regn med 15-25 minutter.
Skriv et svar