Da vi planlagde vores ferie, var vi enige om at udlejningsbilen kun skulle bruges til transporten til og fra lufthavnen. Allerede den første aften stod det dog klart, at det alligevel ikke ville blive sådan. Daseferie er bare ikke lige os.

Det er dog ikke de store attraktioner, vi har besøgt. Vi har mest cruiset rundt efter gode loppemarkeder og hyggelige landsbyer, og her vil jeg fortælle om to små perler blandt de mange små bjergbyer, og en helt særlig lokal oplevelse.Franskmænd elsker festivaller, og jeg vil derfor anbefale, at man tjekker de nærmeste småbyers hjemmesider for at se, om ikke der sker noget spændende under ens ferie. Sandsynligheden er ret stor, så det vil være ærgerligt at gå glip af muligheden for lidt ekstra liv og kulør. Teksten er som regel på fransk, men ordene festival og fête er gode stikord til at søge hjælp hos google translate.

Plan de la Tour er en lille by kun 20 minutters kørsel fra Sainte-Maxime. Torvet er hyggeligt med flere caféer, men ellers er der ikke så meget at se på. Vi var dog heldige at ramme den årlige vin cuit festival med optog i folkedragter, kæmpe Aïoli-buffet og vin cuit-produktion midt på torvet.

Vin cuit betyder kogt vin. Druesaften koges straks den presses, og den færdige vin nydes kold til de tretten desserter julenat efter midnatsmessen. Desserterne symboliserer den sidste nadver, og består af forskellige kager, nødder og tørrede frugter. En herlig tradition, som jeg måske skriver mere om en anden gang.

Så vidt jeg kunne forstå, er der mange traditioner tilknyttet produktionen. Den ældre herre på billedet er vinmesteren, som vist er ansvarlig for at røre i gryderne med druesaft og æblestykker. I dette tilfælde var han dog mest med til pynt, men stillede op med grydeskeen i vinen til et enkelt billede til pressen. Selve presningen af druer er forbeholdt unge mænd.

Vi fik desværre ikke mulighed for at smage vinen, men blev i stedet budt på dejlig, sød druesaft. Imens kom der et lille optog forbi i smukke folkedragter. Jeg kan blive helt ærgerlig over, at vi ikke bruger den slags i Danmark. Optoget bestod af landsbyborgere i alle aldre, og de forreste præsterede både at spille tromme og fløjte på en gang. Det var en rigtig fin oplevelse, og jeg er ret vild med, at de på den måde højtideligholder deres traditioner.

Vi stak af inden det store frokostbord, og tog videre til Grimaud, som virkelig er en oplevelse værd – også uden festivitas.
Grimaud ligger på toppen af en bakke, og de små stræder snor sig op og ned og på kryds og tværs. Der er ikke et egentligt torv, men følger man skiltene, finder man nemt byens centrum. Hvis ikke risikerer man blot at gå i ring.

Det er dog langt fra det værste sted at fare vild. Små passager igennem husene indbyder til børneleg, mens de voksne må dukke hovederne for at følge med. Vær dog opmærksom på, at det trods alt ikke er en legeplads, og der sagtens kan komme en scooter om hjørnet.

Bilen parkerer man ved byens udkant, hvorfra der er en trappe direkte op til landsbyens attraktion – en gammel slotsruin. Ruinen er et klatreparadis for børnene, nå de først har kæmpet sig hele vejen derop. Det er et dejligt sted at hænge lidt ud, og nyde udsigten ud over Saint Tropez bugten.

Overalt i byen står der skulpturer af mennesker. De er lavet på samme vis i svedent træ, men er alligevel meget udtryksfulde i forhold til hver enkelt placering. De højeste står naturligvis oppe ved ruinen og spejder ud over havet.

Når man skal retur til feriebyerne ved kysten, kan man passende lægge vejen forbi søsterbyen Port Grimaud. Det er en lille kanalby, som skulle være vældig hyggelig. Vi kørte selv dertil, men mætte af oplevelser blev vi alligevel i bilen og vendte om. Det glimt vi trods alt nåede at få, var dog rigtig gost, og byen skal helt sikkert besøges næste gang, vi er på de kanter.