Sikke hurtigt tiden går – sidste torsdag føles som i går.
1. November storhitter! Det må jeg sige. Min absolutte minusmåned forsvinder i ren nydelse, og er godt på vej op i top 3-4-5 over yndlingsmåneder. Det havde jeg ikke lige set komme. Og nu er vi allerede halvvejs. Ny novemberkærlighed ♥
2. Lige rundt om hjørnet venter december, og jeg er så småt i gang med at finde små gaver til pakkekalenderen. Som jeg vist har skrevet mange gange før, har vi en delekalender for hele familien, så der skal kun findes 24 gaver. Det er lige til at overkomme. Nu skal vi bare lige have aftalt fordelingen. Børnene skal have flest, og så er det også hyggeligt med et par fællesgaver til hele familien.
3. I disse dage arbejder jeg en del med min selvkontrol. Manden og jeg har aftalt, at det koster 50 kr. at spise kage og andre søde sager resten af måneden. Da der allerede var besøg og familiefødselsdag i kalenderen, er der dog en gratis omgang hver uge, så det ikke bliver alt for mærkeligt. Man kan jo ikke bare se på, at gæsterne spiser kage, vel? Men hvor ville det være rart, hvis de spiste noget mere – så ville der ikke stå flere dåser fristende kager på køkkenbordet.
4. Jeg glæder mig til at dele en anmeldelse af den nye kogebog “Meget mere grønt fra River Cottage” her i weekenden. Jeg er indtil videre ret vild med den, og det er nok en af de få kogebøger, som får fast plads i reolen. Nada har også skrevet en fin anmeldelse af bogen, og det er lidt pudsigt, at hun ser en svaghed i det, som jeg ser som en styrke. Det kan jeg skrive mere om i min egen anmeldelse – her vil jeg blot fremhæve Nadas pointe om sæsongrønt. Det er en ret god perspektivering i forhold til forfatterens brand.
5. Ser I Herrens Veje? Jeg mangler en god serie til de mørke aftener, og overvejer, om det mon er værd at skele lidt til DR, og deres produktioner. Det er længe siden, jeg sidst fulgte med i deres søndagsserier, men det kunne egentlig være rart med en serie i danske rammer for afvekslingens skyld.
6. Pigen har fødselsdag her i november, og skal for første gang holde en større børnefødselsdag. Jeg er gået all in på at planlægge en skattejagt med udfordringer, ledetråde og et kort med et rødt kryds. Og en skattekiste med slikposer – så er resten vist slet ikke så vigtigt.
7. For et par måneder siden begyndte jeg at skrive og tegne månedens højdepunkter ind på et opslag i en notesbog. Sådan et par sider fyldes lynhurtigt, når man løbende noterer alle de små og store stunder, der er noget særligt. Og på den måde varer de lidt længere. ♥
Ja, jeg ser Herrens Veje. Den er meget anderledes end nogen anden DR produktion, jeg har set… Men virkelig god 🙂 kh. Birgitte
Så vil jeg give den et forsøg. Tak for anbefaling.
November er da fantastisk! Og skønt, skønt billede ❤️ – gid det var mig, der havde været i nærkontakt med den lama. Er det en Lama? Mangler et par zoologiske aspekter i min børneopdragelse….
Jeg har allerede glemt, om det er en lama eller en alpaka 🙂 Det havde jeg ellers helt styr på, da jeg tog billedet. (Men da jeg var barn, var alpaka slet ikke et dyr. det var min mors trøje.)
Hvor er jeg glad for at november ter sig dejligt i din verden. Jeg har efterhånden elsket november i mange år. Det var en beslutning jeg tog og siden har det været en yndlingsmåned. Det er faktisk noget med at der ikke står helt så meget SKAL på programmet men meget mere hygge og gør som du har lyst til! Jeg håber I får en super dejlig fødselsdag. Hvis skattejagten er god er alt godt!
Jeg kan huske, at du skrev om det sidste år (måske i en kommentar her), og jeg har tænkt meget på det med beslutningen siden. Så langt nåede jeg dog ikke, for lige pludselig var det november, og alt var dejligt – og så var der ikke noget at beslutte.
Du har helt ret i, at der er ekstragod tid til at hygge, inden decembers “pligthygge”. Det er rart med plads til både spontanitet og langsomhed.