Skyd genvej til Sydfrankrig med denne superskønne tomattærte.
Jeg knuselsker denne sommerlige tomattærte, som jeg har perfektioneret gennem de sidste 12 år. Mange små variationer og erfaringer har ført til den opskrift I får i dag, og selv for mig er det svært at forstå, at det har taget 12 år at lave noget så enkelt.
Og at noget så enkelt kan smage så godt!
Jeg kan ikke komme på nogen ret, som jeg forbinder mere med sommer end denne tærte. Og den slags sommermad er det, som jeg har allermest brug for her for tiden.
Som en af de få knokler jeg nemlig stadig løs på arbejde hver dag. Det er barske løjer sådan at møde ind på et affolket kontor, når facebook oversvømmes af billeder af strandture og isvafler. Indtil det bliver min tur, nyder jeg dog at have cykelstierne helt for mig selv i den tidlige morgenstund, og så prøver jeg at snige lidt feriestemning ind i hverdagen.
Der skal jo egentlig ikke så meget til i det her skønne sommervejr. Et køligt glas vin der bliver til flere, uendeligt lange sommeraftener hvor man glemmer alt om vækkeurets snarlige kalden, 1000 puslespilbrikker der langsomt tager form på spisebordet, snavsede børn der spules rene med haveslangen og cykelture ud i det blå. Det er jo næsten en forlængelse af den ferie, som venter ret forude.
Og så er der selvfølgelig også alle de skønne sommerretter, der smager lidt af ferie. En af dem er denne lækre, sydfranske tomattærte – men det har I jo nok gættet…
Det tager en times tid at trylle tærten frem, men der er virkelig ikke meget arbejde i den, og mens den bages, kan man jo smide sig i skyggen med en god bog eller vise ungerne, hvem der er bedst til stangtennis.
Enkeltheden er for mig en af de ting, der definerer en rigtig sommeret. Få ingredienser, nem opskrift og begrænset opvask – det er et ægte sommerhit.
Derudover skal en sommerret også være nem at spise. Tærten her kan både spises håndholdt på et picnictæppe og ved et fint dækket havebord med kølig vin, smukke salater og nystrøgne servietter. Den smager lige godt begge steder. Eller lige vidunderlig om man vil – for det er virkelig en vidunderlig tærte, som Pigen ville sige. Vidunderlig! Det er hendes nye ord, som hun ofte bruger om den mad, som gør hende særligt glad. Og det gør denne tærte. Den er intet mindre end vidunderlig, hvilket bringer os til det, der virkelig afgør, om noget er en rigtig sommerret.
Smagen! Sommermad skal smage af solskin fra en skyfri himmel. I hver en bid skal man kunne fornemme de duvende kornmarker eller strandens krystalklare badevand. Jeg har hentet inspiration til denne tærte i Provence, og jeg vil vove at påstå, at jeg kan smage udsigten fra mit allerførste måltid i Sydfrankrig med både lavendelmarker, bjerge og smukt porcelæn. Se det er sommermad!
Inden jeg rabler videre om alle tærtens vidunderlige kvaliteter, vil I så ikke fortælle, hvordan I måske også leger sommerferie efter job – eller bare udnytter det skønne vejr? Og hvad der gør en rigtig sommeret for jer?
Hemmeligheden bag tærten er senneppen. Mængden kan godt virke lidt voldsom, men tærten er altså ganske børnevenlig, så lad jer ikke afskrække. Ost og tomat sikrer en perfekt balance! Og man kan i øvrigt bruge lige den slags tomater, som man har lyst til. Facon og størrelse er underordnet, men smagen skal man til gengæld ikke undervurdere. Jo mere smag, desto bedre tærte.
Til dejen er det heller ikke så vigtigt om man bruger en græsk yoghurt med 10% eller 2% fedt. Jeg foretrækker den fede udgave, men forskellen er så lille, at de færreste nok vil belære forskellen.

Sydfransk tomatgalette
Ingredienser
Dej
- 100 g fuldkornshvedemel
- 150 g hvedemel
- 50 g smør koldt
- 150 g græsk yoghurt
Fyld
- 2 spsk sennep
- 150 g emmentaler revet
- 4-500 g tomater i skiver
- 2 kviste rosmarin finthakket
- 2 kviste timian finthakket
Sådan gør du
Tærtebund
- Bland de to slags mel, og smuldre smøret deri, så der ikker er nogen fedtede klumper.
- Rør yoghurten i dejen, og tryk den sammen med hænderne. Tilsæt evt. lidt mere yoghurt eller lidt vand, hvis dejen ikke kan samles.
- Rul dejen ud på stykke bagepapir.
Fyld
- Fordel sennepen på dejen i et jævnt lag. Smør den helt ud til kanten.
- Fordel derefter osten på dejen. Efterlad en kant hele vejen rundt på ca. 3 centimeter uden ost.
- Drys rosmarin og timian på osten, og fordel så tomatskiverne, så der er en kan på 3 cm yderst. Tomatskiverne må ikke overlappe hinanden.
- Fold kanterne ind, og tryk dem fast over tomatfyldet.
- Bag tomatgalletten ved 200c i 40 minutter. Lad den dampe af ca. 5 minutter inden servering
Mums den ser lækker ud. Jeg er også (næsten) alene i min afdeling og venter utålmodigt på sommerferien. Jeg håber, det gode vejr holder min ferie ud 🙂 jeg tog op til min veninde i sommerhus i weekenden. Det gav lidt god feriestemning. Jeg er ikke så god til at lave mad, når ungerne holder ferie. Så bliver det lidt på må og få. Til gengæld er jeg vild med tærter – og det er manden ikke, så vi får bla. tapas et par dage, hvis det skal være let. Kh. Birgitte
Det ser heldigvis ud til, at solen fortsætter med at være supergavmild. Jeg håber at du får en rigtig skøn ferie! Det lyder skønt med tapas – Det spiser vi faktisk mest når vi er på ferie. Herhjemme betyder tapas bare tøm køleskabet 🙂
Bruger du sød sennep eller dijon?
Jeg bruger dijonsennep. Mængden virker måske voldsom, men tærten er altså ganske børnevenlig og sket ikke stærk.
Ingen salt i dejen?
Det er korrekt. Jeg synes, at der er rigeligt salt i osten, og så bruger jeg altid saltet smør. Det er dog også et spørgsmål om præferencer: Jeg bruger generelt ikke så meget salt, og dejen har ikke brug for det sådan rent kemisk. Man kan dog godt tilsætte ca. 1/2 tsk, hvis man har mere smag for det salte eller fx sparer på osten.