Jeg elsker fastelavn, og synes det er så sjovt at høre, hvad alle Pigens legekammerater skal klædes ud som. Der må helt sikkert være et forældrepar eller to, der har fået grå hår af børnenes ønsker om traktorkostumer og andre fantasifuldheder. Pigen vil bare gerne være blomst, og det udklædningsønske er heldigvis lige til at overkomme.
Vi har brugt et par uger på at tale om, hvordan man kan klæde sig ud som blomst, og hvilken slags blomst det skulle være. Mest af alt var det nok mig, der fik talt hende fra rose og potteplante og over til noget, som var lidt lettere at fremstille. Faktisk blev det så let, at Pigen selv har været med til det.
Kostumet er lavet helt uden brug af symaskine, og et lidt større barn ville snildt kunne lave det selv.
Selve blomsten er lavet af syv ovale stykker filt, der er ca. 40 cm lange og 15 cm brede. Hvert stykke blev foldet på midten og limet sammen med tekstillim til ca. 1 cm fra folden. Derefter trak vi en elastik igennem, rynkede kronbladene, og slog knude på elastikken. Vil man have blomsten til at strutte lidt mere, kan man stryge strygelærred på filten først. Det var egentlig min plan, men i øjeblikket syntes jeg, at det var vigtigere at Pigen var med i processen, og undlod derfor at afbryde vores hyggeprojekt for at stryge. Det er hun altså for lille til, men klippe, lime og trække elastik – det kan hun sagtens.
Bladmanchetterne er lavet på samme vis som kronbladene. Det var Mandens idé, og jeg synes, at det er en virkelig fin detalje. De er dog klippet lidt ind ved folden, så de bliver mere bladformede.
Blomsterstilken er en grøn natdragt, som jeg har hæftet filtblade på med et par enkelte sting. Bladene kan også bare limes på, men så bliver kostumet nok ikke til natdragt igen.
Pigen er superlykkelig for sit kostume, og glæder sig til at vise det frem i børnehaven på fredag. Det tog ca. 3 timer at lave det, hvor hele familien var i gang. Drengen havde rollen som charmerende sabotør, og uden sådan en størrelse, ville det helt sikkert kunne gøres hurtigere.
Hvad skal jeres børn være til fastelavn?
Årh, hvor er hun bare en fin lille blomst 🙂 Super flot kostume, det ligner en million!
Min pige på knap 3 er en fisk. det var hun meget insisterende på at ville være. Så jeg ar lavet en fiskehale til hende, og thats it. Havde egentlig tænkt en bluse af en art også, men har ikke haft tid. Jeg viser den frem på bloggen når jeg får taget billede – hun er mægtig fin med den på.
Den lille på 8 måneder skal ikke klædes ud, og den store på 11 er absolut heller ikke. Hun holder til gengæld halloween, og går op i det med liv og sjæl.
Ihh, hvor er jeg spændt på at se fisken! Det lyder ret vildt. Det har taget mig lidt tid at acceptere halloween, men nu synes jeg bare, at det er superfedt med endnu en udklædningsfest. Og hvis børnene vil lege med, når de bliver for store til fastelaven, er det bare endnu et plus.
Tusind tak for de søde ord!