Jeg holder fri med børnene i dag, og vi er i gang med at bage. Det gør vi ofte, og sidste weekend blev det til disse fuldstændigt uimodståelige stikkelsbærboller. De kan også laves med fx ribs eller rabarber, og hvis man ikke er til syrlige bær, vil blåbær også være godt. Selv er jeg noget så pjattet med spillet mellem de sure bær og den søde glasur, som også findes i disse tranebærmuffins.
Saften fra bærrene giver sammen med vaniljesukkeret en skøn cremethed, der får en til at tænke på fastelavnsboller. Det var slet ikke tiltænkt, men med kun et par uger til fastelavn, er det jo meget passende. Jeg tror i hvert fald, at vi skal bage en portion til vores madpakke fastelavnssøndag. Vi skal til et heldagsarrangement helt uden udklædning og tøndeslagning, så vi må nøjes med fastelavnsgodterne.

Stikkelsbærboller
Ingredienser
- 3 dl mælk
- 25 g gær
- 80 g smør
- 500 g hvedemel
- 50 g sukker
- 1 nip salt
- 150 g stikkelsbær
- 50 g sukker
- 1 vaniljestang
- 1 æg
- flormelis og evt. frystørredebær til glasur
Sådan gør du
- Smelt smørret, og sæt det til side.
- Rør gæren ud i lunet mælk. Tilsæt sukker, salt, smør og melet. Ælt dejen godt sammen, og lad den hæve 45 minutter.
- Bland bærrene med sukkeret og kornene fra vaniljsetangen.
- Slå dejen ned, og tril 15-16 boller. Lav en god fordybning i hver bolle, og kom 5-6 sukrede bær i hver. Er der sukkertilbage i skålen, fordeles det over bærrene. Fold dejkanterne ind over, så bærrene ikke ses.
- Lad bollerne efterhæve 25 minutter. Pensl dem med sammenpisket æg, og bag dem i ca. 20 minutter ved 200c.
- Bollerne åbner sig under bagningen, så bærrene bliver synlige.
- Lad bollerne køle på en rist, og dekorer dem med glasur. Den kan nemt farves med pulver fra frysetørrede bær. Her har jeg brugt tranebær.
Aj hvor lækkert ! de ser virkelig gode og sådan rigtig mumsi-saftige ud.
Vi har en stikkelsbærbusk i haven vi plantede i sommers. Jeg håber på masser af bær på den til sommer, og så skal jeg da huske denne her opskrift. For jeg aner i virkeligheden ikke rigtig hvad jeg skal bruge stikkelsbær til.
Til gengæld har vi rabarber (også fra haven) i fryseren, og dem kunne jeg da smække i, og kalde dem fastelavnsboller. Hvis altså jeg får bagt i morgen.
Jeg krydser fingre for jeres stikkelsbærbusk. Jeg plantede en for et par år siden, og den har desværre kun givet et enkelt bær. Heldigvis kan jeg høste løs i min fars sommerhushave. Den bugner også med rabarber, så til foråret skal jeg helt sikkert bage bollerne med rabarber. Jeg tror, at de er lige så gode på en sommerdag som til fastelavn.