
Rigtig glædelig søndag! Der er efterhånden mange, der kigger forbi mine søndagsindlæg, og jeg vil lige gribe anledningen til at sige tak for, at I læser med.
I denne uge har jeg delt hele fem opskrifter. Det er vist rekord. Først delte jeg opskriften på pizzadej med øl. Den er blevet testet mange gange, siden jeg begyndte at arbejde med den i vinter, og den er en kæmpefavorit hos både familie og gæster. Jeg håber, at du også vil sætte pris på den.
I fredags kom der så hele fire opskrifter på gulerodsråkost på bloggen. De er så nemme, at det næsten er snyd at kalde dem for opskrifter. Nogen gange mangler jeg dog at kunne henvise til gode basisopskrifter på nemt tilbehør, og derfor besluttede jeg efter lange overvejelser, at der også skulle være plads til dem.
Du kan finde de fire opskrifter her:
Råkost med ananas og kokos
Råkost med hvidkål, æble og rosiner
Råkost med appelsin, æble, rosiner og hasselnødder
Råkost med rødbede, druer og valnødder
Til sidst har jeg igen haft kameraet fremme for at give et nyt look til et par af de ældre opskrifter. Det er min opskrift på pasta med salsiccia og broccoli som i denne uge er kommet til at se næsten lige så godt ud, som den smager.
1. Udfordringer med mit feed
Jeg gad nok vide, hvor meget andre bloggere slås med deres blog. Det ser så nemt ud at poste indlæg, men teknikken bag kan være virkelig drilsk. I vinter var den helt gal her på domænet, da min blog blev hacket. Det var så uoverskueligt, at jeg først besluttede at lukke bloggen. Jeg havde dog ikke lyst til at fjerne mit eget indhold helt og kunne heller ikke forsvare at lægge domæne til en masse snavs. I sidste ende motiverede det mig til at gøre endnu mere ud af bloggen, og nu er jeg her altså igen. Konsekvenserne følger dog med, og jeg kan bl.a. ikke linke til min blog fra instagram. Det er pænt irriterende.
I denne uge er det så mit rss-feed, der driller. Hvis du følger med fra Bloglovin har du måske bemærket, at der de seneste 10 dage ikke har været billede ved mine indlæg. Det ærger mig temmelig meget, da det både påvirker antallet af besøg og ser kedeligt ud. Jeg forstår ikke, hvad der går galt, og har uden held brugt alt for lang tid på at finde ud af det. Det er træls arbejde, og nu krydser jeg bare fingre for, at det løser sig selv, så jeg i stedet kan bruge krudtet på at levere nye opskrifter.
I den kommende uge skal der gris på gaflen. Jeg byder på tykke svinekoteletter med æble og søde løg, og så er der også min meget roste mørbradgryde på menuen. Den er helt særlig og i mine øjne langt bedre end den klassiske opskrift. Jeg har lavet den gennem mange år, og det er helt bestemt på tide, at den bliver delt her.
2. Spiser du råkost?
I vinterhalvåret er råkost det hurtige valg, når jeg skal finde på sundt tilbehør, og jeg tænker, at det også er sådan i mange andre familier. Men er det nu det? Sætter du også råkost på bordet flere gange om ugen eller kan du anbefale andre gode løsninger til hurtigt at få lidt grøntsager på middagsbordet?
3. Jeg er vild med…
- Kastanjer. Og i denne uge fandt jeg den første lille bitte efterårskastanje.
- Hverdagsfridage. Flere af dem tak.
- Bålhygge i sprød efterårsluft. I fredags lavede vi snobrød med pølser til aftensmad og s’mores til dessert. Det gentager vi den kommende uge, hvis vejret holder.
- Økologisk pepperoni. Drengen elsker pepperonipizza, og jeg har optur over, at der faktisk findes en variant uden tilsat farve. Fåes i Netto til overkommelig pris.
- Madpakker til aftensmad. I går gik aftenturen til stranden, og picnickurven var fyldt med nybagte boller med spegepølse, fire krus og en halv flaske danskvand til deling. Nemt og hyggeligt.

4. Pjækkedag for voksne
I tirsdags holdt Manden og jeg en hemmelig fridag og tog en tur op i Skovtårnet i Rønnede, mens børnene uvidende sad i hver deres klasselokale. Det er helt skørt, hvor meget nydelse der er i sådan en lille hemmelighed. De fik det dog at vide ved middagsbordet, hvor Drengen foreslog, at vi skulle fortælle om de tre bedste oplevelser i løbet af dagen,* og selvfølgelig fortalte vi om skovtårnet.
Manden fortalte også, at vi havde spist en burger bagefter. Det første blev vel modtaget, og de syntes, at det var ret sjovt og lidt mærkeligt, at vi var taget på tur uden dem. Til gengæld var de ikke helt tilfredse med at gå glip af burgerne, og sådan kan man blive så meget klogere på, hvad man skal dele og hvad man skal holde for sig selv.
I øvrigt kan jeg klart anbefale sådan en hemmelig voksenfridag. Man er udhvilet, skal ikke tænke på babysittere og så er det bare virkelig lækkert sådan at pjække lidt fra voksenlivet.
*Det er altid så hyggeligt at dele og fastholde de små rare finurligheder, der gør den enkelte dag helt speciel, og i perioder er det noget vi gør fast hver aften.
5. Links jeg kan anbefale
Madspild er ikke kun forbrugernes ansvar… Om at lære at sætte pris på grimme grøntsager.
Marmoreret surdejsbrød… Sikke en skønhed!
Derfor skal du ikke kun male en væg… Tak! Det siger jeg lige videre til Manden.
Et blødt og farverigt hjem… Til dig der er træt af ny nordisk boligindretning.
Hvordan man bedst genopvarmer pizza… Måske man skulle begynde på det – Jeg er en utålmodig sjæl og spiser normalt mine pizzarester kolde.
6. Madplan til den kommende uge
Her får du fem retter til næste uges madplan og et forslag til et sødt punktum. De sidste to dage planlægger jeg sjældent. Det giver mulighed for spontanitet, og sikrer, at køleskabet ikke bliver overfyldt. En dag om ugen holder vi typisk restebuffet. Det er altid et hit.
For at spare tid, har jeg i denne uge har jeg droppet de link-knapper, jeg plejer at bruge. Men er det ikke også pænere uden knapperne?

Pasta med broccoli og salsiccia kan laves på bare 15 minutter. Det er en af mine yndlingsretter til dage, hvor man har brug for ekstra lækker aftensmad, men ikke orker så meget. Det ser måske ikke ud af så meget, men der er altså også vin i, og så smager det bare supergodt.
Pasta med broccoli og salsiccia
Bønnedeller med krydderurter er et kæmpe hit hos mine børn, og jeg sørger altid for at gemme et par stykker til madpakkerne. Jeg laver dem med butterbeans, som man skal huske at lægge i blød aftenen før. Server bønnedellerne med en nem avocadocreme, og en fyldig råkost med gulerod, hvidkål og æble.
Bønnedeller og avocadocreme
Råkost med gulerod, hvidkål og æble

Tidligere på ugen fik du min opskrift på pizzadej, og selvfølgelig skal der pizza på denne uges madplan. jeg foreslår en helt simpel udgave med den gode pizzadej, tomatsovs, mozzarella og pepperoni. Hvis det skal være rigtig nemt, kan du bruge tomatpassata eller en færdigkøbt tomatsovs. Kom evt. også et par sorte oliven eller anans på pizzaen, hvis du er til den slags (det er jeg), eller top den med en håndfuld rucola. Pizzadejen bliver i øvrigt allerbedste, hvis den laves dagen i forvejen.
De mexikanske kødboller er fyldt med ost og serveres i en utrolig lækker sovs med skønne krydderier og chokolade. Server kødbollerne med ris, krydderurter og en gulerodsråkost med ananas. Den søde smag fra ananas passer perfekt til de krydrede kødboller, men udelad gerne kokos.
Ostefyldte mexikanske kødboller
Gulerodsråkost med ananas
Denne uge foreslår jeg en helstegt kylling til weekenden. Da det stadig er muligt at købe danske majskolber, skal kyllingen serveres med majs i fløde med bacon og koriander. Der er vanvittig meget smag i den lille majsret, og jeg er ellevild med den. Koriander og lime giver et frækt touch uden at blive gennemtrængende. Der skal også ovnbagte kartofler til, og i indlægget med opskriften på helstegt kylling, kan du læse, hvordan de nemt kan laves sammen med kyllingen.
Helstegt kylling med sprødt skind og ovnkartofler
Majs i fløde, lime og koriander

Ugens søde overraskelse er disse lækre brownies med pebermynte. De er nemme at have med på tur, hvis man vil ud at nyde den smukke efterårsskov. Opskriften giver hele 25 brownies, men kan nemt halveres.
Voksen pjækkedag lyder herligt!
Råkost er Skægabens favorit salat, og jeg er også stor fan, så vi spiser en hel del 🙂
– A
Favoritsalat ligefrem! Ham kan jeg godt lide!
Voksen pjækkedag er det bedste – ser allerede frem til næste gang 🙂