
Et andet dyrt bekendtskab er min nye ven Lauritz. Han er auktionarius, og fik lokket mig til at byde på det smukke sommerfuglestel fra Bing og Grøndahl. Efter en mindre budgetoverskridelse bor det nu i mine køkkenskabe, og selvom vi kun har kendt hinanden siden torsdag aften, er vi allerede bedste venner. Jeg kender faktisk kun til stellet, fordi jeg for nylig fik en tallerken derfra, som stammer fra min mormors tid som plattedame. Blandt de 55 dele jeg nu har erhvervet mig, har hun malet 4 fire middagstallerkener og en kartoffelskål. Jeg håbede så meget, at jeg ville finde hendes signatur på noget af porcelænet, at jeg fik hjertebanken, da jeg som det første løftede skålen op og så hendes nummer under logoet. Tænk at gammelt porcelæn til overpris kan gøre en så lykkelig.
Dagen i dag har også været fyldt med lykkelige øjeblikke og familietid. Jeg prøver at tage ved lære af Øglemor, der altid når uforståeligt meget i weekenderne, og denne weekend har jeg været ret godt med. I går nåede vi både rengøring, indkøb, oceaner af vasketøj, oprydning i køkkenskabene, besøg af håndværker, bukseindkøb til Manden og et par timers hygge med kaffe og kage. Det lyder måske hektisk, men det var faktisk meget hyggeligt og afslappet, og aftenen tilbragte jeg på sofaen med en god film og god samvittighed, mens Manden var ude at spise med en flok venner.
Da alle pligterne var overstået i går, har den stået på ren hygge i dag. Jeg stod tidligt op med pigen, og vi besluttede os for, at Manden skulle forkæles lidt. Han blev derfor vækket en times tid senere til bananpandekager og friskbrygget kaffe. Derpå tog vi i zoologisk have, og til Pigens store begejstring havde vi madpakker med. Hun får mad i børnehaven, og synes, at madpakker er noget af det mest eksotiske og velsmagende, der findes.
Da vi var blevet godt kolde og trætte i stængerne, tog vi på landet for at drikke kaffe hos Mandens forældre. Pigen trak i klovnekostumet, så farmor og farfar kunne se det, og efter et par timer med puslespil, kage og voksensnak, tog vi hjem igen til en fredelig afslutning på weekenden med hver vores syslerier.
Jeg sidder nu med en virkelig skøn følelse af at have udnyttet min weekend fuldt ud, og er for en gangs skyld klar til, at hverdagen sætter ind i morgen. Hvis vi de kommende weekender når lige så mange pligter og hyggerier, vil det nok også give lidt mere tid de øvrige dage i ugen.
Lækkert med nyt porcelæn! Lauritz er altid fuld af fristelser!
– Anne
Hvis man vil modstå Lauritz' fristelser, skal man vist bare tage ud i deres showroom. Der er godt nok meget overpriced crap. Heldigvis var porcelænet som forventet, og det får faktisk maden til at smage bedre. Bilder jeg mig ind.