
Glædelig 1. advent alle sammen! Det er da en søndag, som fortjener lidt ekstra hygge, og jeg kan umuligt være den eneste, der har fundet æbleskivepanden frem i dag.
Vi spiste lune æbleskiver til frokost – Det er lidt skørt, men det var det tidspunkt der passede bedst, hvis alle skulle være med til lidt adventshygge. Adventskransen blev også tændt, men det var lige lyst nok til at den egentlig blev bemærket. I aften tænder jeg den selvfølgelig igen, og så tror jeg, at børnene skal have en nissehistorie, mens vi ser lysene brænde.
Og ja, der står lysene. Vi diskuterer stadig hvor mange lys vi skal tænde…
Adventsdekorationen på billedet foroven er i øvrigt fra 2015. I år lykkedes det mig at ødelægge 3 ud af 4 adventslys til kransen, så jeg endte med at bikse en sidste-øjebliks dekoration sammen, à la den i kan se på linket ovenfor: Et zinkfad med fire lys, to sølvrensdyr, en nuttet engel i gråt og kunstig sne. Den er faktisk meget fin – og bedre end den tidligere udgave. Det havde selvfølgelig været oplagt at vise den frem i dette indlæg i stedet for en fem år gammel dekoration. Mit program til fotoredigering er dog travlt beskæftiget med familiebilleder, så det blev den nemme løsning med et gammelt billede.
Og nu er jeg så småt ved at nå frem til det som overskriften angiver: At der ikke bliver flere søndagsfavoritter.
Hvorfor? og hvad så?
Lige nu har jeg vanvittigt travlt med både arbejde og et privat projekt som sluger virkeligt mange timer. Normalt nyder jeg at skrive de faste søndagsindlæg, men jeg har virkelig svært ved at finde timerne, og vil hellere prioritere nye opskrifter og andet sjovt indhold. Det er som altid en spontan beslutning, og ligesom dengang jeg lukkede bloggen kan jeg ikke garantere, at jeg ikke ombestemmer mig. Jeg tror dog ikke, at det nogensinde bliver samme format igen.
Det tager utrolig lang tid at sætte links og madplan ind, og så kan det også være svært at skrive i så fast en skabelon. Og ved I hvad? Det slog mig for bare en time siden, at alle andre end mig nok er ligeglade. Helt ærligt er der jo nok ingen der følger madplanen, og der er højst 10, der klikker på de links jeg deler. Så nu gør jeg noget andet.
Jeg elsker at dele opskrifter, og har også hundredevis af ideer til andre indlæg, som jeg desværre aldrig når. Ved at droppe søndagsfavoritterne bliver der forhåbentligt snart plads til dem også.
Og jeg har masser af spændende indhold på vej. Det synes jeg i hvert fald selv. I nærmeste fremtid kommer der bl.a. en opskrift på en thairet med kyllingekødboller i grøn karry (Vildt lækker!). Jeg har også en opskrift på superlækre bananmuffins med kanelcrumble på vej, et par boganmeldelser, og så er det jo også sæson for julekager.
Idéerne mangler i hvert fald ikke, og jeg glæder mig til dele både opskrifter, boganmeldelser, andet sjov – og selvfølgelig også lidt tankeskrald i ny og næ.

Hvis du skulle have fået akut lyst til æbleskiver, vil jeg i øvrigt lige anbefale min opskrift på æbleskiver med citron og kardemomme. De smager simpelthen så uimodståeligt dejligt. Da jeg efter frokost gik en lang tur, var der en skål med 15 æbleskiver på køkkenbordet. Da jeg kom hjem var skålen tom. Og det var ikke nisserne, for de kommer altså først på besøg fra den 1. december.
Men nu over til dig: Har du særlige adventstraditioner? Laver du selv din adventskrans – og pleeeease sig, at du også kan finde på at tænde alle lys. Jeg kunne godt bruge lidt opbakning.
Skriv et svar