
Ingen jul uden risengrød. Vi spiser det gerne hele vinteren, men her i december går det helt i grød. Der skal jo både være til nisserne, risalamanden, klatkager, aftensmaden lillejuleaften og så lige et par gange derimellem. Børnene er som børn er flest og elsker risengrød. Det gør jeg såmænd også, og når jeg bruger denne opskrift er Manden også med på en skål grød til aftensmad.
Risengrød har tidligere voldt mig en del besvær, og når jeg af og til laver en kæmpe portion til alle nabobørnene, bruger jeg fortsat denne opskrift på risengrød, der ikke kan gå galt. Den er altså lidt af et hit, når man (som jeg har gjort) kan brænde grød på, selv når den tilberedes i høkasse.
I dag er det flere år siden, jeg sidst har kigget ned i en gryde med brændt grød, og er det bare familien der skal spise med, bruger jeg altid opskriften nedenfor, som helt traditionelt tilberedes på komfuret. Den er altså bare det bedre, men kræver også, at man er over gryden. Tidligere var jeg for utålmodig til, at det blev godt, men i dag er det ren meditation at koge grød på den måde. Og så besværligt er det altså heller ikke.
Det er også denne opskrift, jeg bruger til risalamande. Så skal man bare undlade salt, og evt. koge en tom vaniljestang med for ekstra vaniljesmag. Mums! Faktisk laver jeg gerne to portioner risengrød lillejuleaften. Den første spiser vi, og den anden bliver til risalamande og klatkager til morgen- eller eftermiddagsmad juleaften.
Børnene vil helst bare have deres risengrød med kanelsukker og smør, og så får de gerne en appelsin til dessert for at give lidt modspil til sødmen. Jeg foretrækker grøden med en form for frugtkompot og gerne lidt ristede nødder eller mandler. Her har jeg lavet en kompot af karamelliserede æbler med kanel. Den smager skønt til grøden, og er nem at lave, når man alligevel skal røre i risengrøden.


Risengrød
Ingredienser
Risengrød
- 3 dl grødris
- 3 dl vand
- 1,5 l sødmælk
- salt
Æblekompot
- 3 belle de boskoop skrællet og i tern
- 2 spsk smør
- 3 spsk rørsukker
- 1 kanelstang
Anretning
- 0,5 dl mandelflager ristede
- 50 g smør
- kanelsukker
Sådan gør du
Risengrød
- Kom ris og vand i en gryde, og lad det koge op. Tilsæt mælken, og rør hyppigt, indtil mælken når kogepunktet. Skru derefter ned for varmen, og læg låget på.
- Rør i gryden ca. hvert 10 minut. Når grøden er ved at være færdigt, smages den til med salt, og koger færdig uden låg.
- Lad grøden hvile 5-10 minutter inden servering.
Æblekompot
- Brun smørret i en lille gryde, og tilsæt sukkeret. Lad det koge sammen under omrøring. Det tage ret par minutter.
- Tilsæt æbletern og kanelstang, og vend æbleternene godt rundt i karamellen. Hæld evt. lidt vand ved, og lad det koge til en grov kompot. Det tager 5-10 minutter – længere tid hvis der bruges spiseæbler.
Servering
- Server grøden med æblekompot, ristede mandler, smørklat og et lille drys kanelsukker.
Bemærkninger

Skriv et svar