Her er lidt inspiration til, hvordan du kan bruge alle de lækre rester fra juleaften.

Så er der ikke mange dage til jul, og jeg synes, at vi skal tale lidt om julemaden. I år har jeg mest kastet nye opskrifter på julekager efter jer, men julemaden er jo også vigtig – både middagen juleaften og alle de lækre sager, der skal spises helt frem til januar.
Julemiddagen har du (eller din julevært) forhåbentlig nogenlunde styr på, men hvad med resterne og juleferien? Der bliver købt helt vildt meget mad i julen, hvor vi for alt i verden ikke skal mangle noget, og jeg tænkte derfor at jeg vil dele et par idéer til, hvordan man kan bruge resterne til lækre måltider i juledagene. Jeg har forsøgt at kategorisere emnerne og kommer både forbi rester fra julemiddagen, konfekt, småkager, nisseøl og frugt – alt sammen noget som bliver kedeligt (eller dårligt) af at blive gemt til januar.
Sådan en håndfuld resteidéer er nok særligt aktuel i år, hvor mange familier deler sig op og færre mennesker samles, men måske alligevel ønsker det samme store udvalg af julemad. Jo flere idéer desto bedre, og jeg håber meget, at du vil dele dine idéer i kommentarfeltet. Man kan aldrig få nok inspiration til restemad – og slet ikke i julen, hvor maden gerne skal være både nem og lækker, så det hele forenes i massiv julehygge med masser af tid til gåture, leg og ugidelighed.

Undgå madspild i julen
Først og fremmest vil jeg dog opfordre til at begrænse indkøbet og tænke over, hvor meget I egentlig kan spise. Der er ingen grund til at være bange for tomme fade – så fylder man jo bare på med kager og konfekt.
Dernæst vil jeg også anbefale, at du allerede nu tænker over, hvordan resterne skal bruges, og tager det med i din planlægning. Jeg ved fx, at mine anderester skal blive til en lækker indisk biryani, og derfor er der også frisk koriander med i mine indkøb til juledagene. Biryanien er en af mine livretter, og derfor har jeg bestilt den størst mulige and for at sikre, at der er rester nok. Anderester er det bedste! Til gengæld forsøger jeg altid at undgå rester fra risalamande – Det siger mig ikke så meget.
Hvilke julerester sætter du mest pris på og hvilke vil du gerne undgå?
Forslag til basisvarer til julens restemad
Til at begynde med får du lige en liste over råvarer, som gør det nemt at få brugt juleresterne. Det er råvarer med lang holdbarhed eller med mange anvendelsesmuligheder, så de ikke ender som madspild, hvis der alligevel ikke er rester. Jeg bliver hurtigt mættet af julesmag, og med disse råvarer er det rimelig nemt at få resterne til at smage mindre julet.
- Yoghurt. And er helt genialt til indisk mad, og jeg serverer gerne yoghurt til. Går resteplanerne i vasken, kan man bare spise yoghurten til morgenmad.
- Mozzarella og også gerne en skimmelost. Så er det nemt at lave pizza og meat lovers lasagne. Skimmelosten er også god til salater.
- Æg. Til bagværk, biksemad og salattopping. Er der ingen rester, er der så meget andet man kan lave med æg.
- Gær. Så kan man altid bage sandwichbrød og pizza.
- Ciabatta, pitabrød, tortillas. Langtidsholdbart brød er nemt og har mange anvendelsesmuligheder.
- Knækbrød. Det er er altid sjovt at servere rester som små hapsere på sprødt brød.
- Syltede rødbeder og cornichoner. Genialt til rester af både gris og and (biksemad, sandwich, smørrebrød), og begge dele kan holde sig i lang tid, og går ikke til spilde.
- Dåsetomater. Det bør man altid have.
- Asiatiske saucer eller miso. Perfekt til at give anderester et asiatisk touch.
- Vaniljeis. Peppes op med rester af juleknas og kirsebær.
- Usprøjtede appelsiner. Så er der langt flere anvendelsesmuligheder, hvis man ikke får dem spist.
Og så til resterne:

Rester af andesteg
Jeg sørger altid for, at der er anderester til min yndlingsbiryani med and og abrikoser. Opskriften delte jeg sidste år, men jeg har i mange år lavet noget lignende. Det geniale ved denne ret er, at der overvejende bruges ingredienser fra basislageret. Lidt yoghurt og frisk koriander er lækkert tilbehør og er eneste ekstraindkøb.
Man kan sagtens lave en improviseret udgave med de kornsorter og tørrede frugter, man lige har i skabet. Steg løg og anderester med indiske krydderier, kog kornene, og vend det hele sammen på panden med tørrede frugter og nødder. Top gerne med yoghurt, cremefraiche, krydderurter eller lidt forårsløg alt efter hvad du har. Det smager vidunderligt!

Her er lidt flere idéer til anderesterne. Prøv dig frem eller spørg google om en opskrift.
- Grillet sandwich med and, ost og en anelse kirsebærsauce. Kom lidt smør på to skiver brød, fyld dem med ovenstående med de smurte sider yderst, og steg dem på en pande på begge sider. Skal det være sundt, kan du servere dem til en grøntssagssuppe.
- Sandwich med and og rødkål – det giver næsten sig selv.
- Pizza med and, grønkål og måske lidt kirsebær? Dryp pizzabunden med kirsebær, fordel først ost og derefter and på bunden. Har du frisk grønkål, kan du massere det med lidt olie og eddike, og komme det på toppen.
- Misosuppe med and, masser af grøntsager og et halvt æg.
- Salat med and. Har du frisk rødkålssalat eller grønkålssalat fra juleaften, kan du bare bruge den.

- Små kinesiske pandekager med and, hoisinsauce og sprøde grøntsager. Brug evt. soft tacos – hvis du ikke orker at lave pandekager selv.
- Anderillette. Har du også både andefond og andefedt, er det nemt og hyggeligt at lave en rillette.
- Biryani eller stegte ris/kerner med and, abrikoser og nødder. Beskrevet øverst i afsnittet. Der skal overvejende bruges tørvarer med lang holdbarhed, så intet går til spilde, hvis man alligevel ikke har rester.
- Andebryststeg. Et godt alternativ til julemiddagen, hvis I kke er så mange og ikke ønsker rester.

Medister, frikadeller, skinke og flæskesteg
Jeg er 100 % til and, og laver kun flæskesteg til jul, når vi fejrer aftenen sammen med min svigerfamilie. Jeg spiser ikke af stegen juleaften, men resterne er jeg til gengæld ret glad for.
Udover selve flæskestegen har jeg i dette afsnit samlet ideer til alle de klassiske juleretter med svinekød, som typisk serveres til julefrokoster. Dem bliver der nok ikke så mange af i år, men mon ikke mange alligevel har lyst til de traditionelle julespiser?

Her er en håndfuld idéer til rester med julegris:
- Biksemad. Selvfølgelig er der biksemad på listen, og kom endelig både frikadeller og medister i også. Og server den med lidt julesovs.
- Pizza. Tomatsovs, ost, julegris, og hvad du ellers kan finde på. Lidt flæskesvær på toppen knaser herligt.
- Sandwich. Flæskesteg eller frikadelle med syltet rødkål eller resterne af frisk julesalat.
- Hapsere. På billedet ovenfor er hapserne lavet med skinke og waldorfsalat. Brug rester fra salat og julesteg til små snacks. Det er en helt anden smagsoplevelse, og de fleste børn synes, at det er vildt spændende. Frugt på toppen giver lidt tiltrængt friskhed, men igen er det altså heller ikke helt tosset med flæskesvær. Eller en cornichon for lidt syrlighed.
- Meatlovers lasagne. Lav en hurtig tomat- eller grøntsagssovs og læg den lagvis med tynde skiver flæskesteg, mozzarella og evt. lidt sød chilisovs. 200c, 20 minutter, og så er der mad.

- Smørrebrød. Håndmadder med frikadelle, medisterpølse eller flæskesteg og syltet rødkål – Det holder altid. Er der ikke mere rødkål kan rødbede og cornichoner bruges i stedet.
- Tærte. Tøm køleskabet for grøntsager, og lav en tærte med julegris og grønt.
- Sprøde svær. Hold dine flæskesvær sprøde til dagen efter ved at pakke dem i madpapir og lægge dem på køl. Det gør min svigerfar, og det virker hver gang. De sprøde svær kan spises i sandwich og som topping på biksemad, pizza og smørrebrød.

Kartofler – hvide og brune
Kartoffelrester er et evigt hit, og de brune kartofler kan bruges stort set på sammen vi som de hvide.
- Biksemad. Brug gerne en blanding af brune og hvide kartofler. Har du ikke spist gris, kan and heldigvis også bruges. Husk at biksemad bliver allerbedst, hvis løg, kartofler og kød steges hver for sig, og vendes sammen til. Og husk også rødbeder. Er der også lidt julesovs til overs, er du i sandhed en heldig kartoffel.
- Brød. Kartofler er dejlig topping på brød, og jeg er bl.a. vild med denne foccacia med kogte kartofler.

- Pizza. Hvem sagde kartoffelpizza?
- Smørrebrød. Kartoffelmader er altid godt. Knus evt. en flæskesvær henover. Prøv også en mad med brune kartofler og syltede rødløg.
- Kartoffelmos. Mos de hvide kartofler og kog dem op med lidt bouillon eller mælk.
- Salat med brune kartofler. Skær dem i skiver og vend dem sammen med resterne fra den friske salat juleaften (eller lav en frisk salat). Kom også gerne lidt kød i eller top med smuldret skimmelost.
- Kartoffelknuder. Normalt bager jeg dem med sweet potatoes, men kogte, hvide kartofler, kan også bruges.

Kirsebær – amarena og kirsebærsauce
Har du en halv karton kirsebærsauce eller en håndfuld amarenakirsebær i overskud kan du bage lækre briehapsere med kirsebær og timian. Herhjemme er de et kæmpe hit både som morgenmad og som snack til velkomstdrink. Begge slags kirsebær kan holde sig flere uger, så det kunne måske være en idé som snack til aperitiffen nytårsaften?

- Fasanbryst med amarenakirsebær. Amarenakirsebærrene er også et godt match med fasan og bagte æbler.
- Budding og vaniljeis. Server julens kirsebær til budding eller is – måske med lidt hakket mørk chokolade. Amarenabærrene smager også godt på æblekage.

Julerødkål og friske salater: waldorf, rødkål og grønkål
De friske salater skal spises allerede dagen efter, så her det særlig vigtigt ikke at lave for stor portion. Så gælder det bare om om at få brugt de halve kålhoveder som bliver tilovers i stedet for. Her får du lidt tips til begge dele.
- Julerødkål. Brug den i sandwich eller til smørrebrød med rester af julegris. Rødkålen kan også fryses og spises i det nye år. Det gør jeg.
- Falafel. Rødkålssalat smager dejligt med falafel. Lav gerne en yoghurtdressing med mellemøstlige kryderier og fyld det hele i lune pitabrød eller rul det sammen i en tortilla.
- Hapsere. Top små stykker knækbrød eller blinis med salat og lidt kød fra julemiddagen. Her er forslag til en waldorfhapser.
- Pimp den friske salat. Smuldret skimmelost, ekstra nødder, tørret frugt og frisk frugt, måske lidt julesteg? Eller tyndskåret ristet rugbrød. Lav din julesalat om til en en god frokostsalat. Nemt og lækkert.

- Et halvt hoved rødkål. Lav en ekstra portion syltet rødkål til fryseren, eller bag den som spidskålen i denne opskrift. Brug mozzarella, ciabatta og bacon som topping og dryp også med ahornsirup. Den opskrift kommer helt sikkert på bloggen en dag.
- Et halvt bundt grønkål. Lav grønkålschips, massér den med lidt olie og eddike og brug den på pizza eller kom den i en lækker powersmoothie med ananas, æble og ingefær. Du kan også komme den i en pastaret. Tag evt. udgangspunkt i denne opskrift på pasta med spinat og chorizo. Erstat spinat med grønkål, og chorizo med and eller gris. Har du ikke en porre bruger du bare løg, og creme fraiche kan udskiftes med fløde.
Risengrød og risalamande
Jeg ved, at mange spiser risalamande til morgenmad, hvilket jeg synes er virkelig mærkeligt. Hvordan kan man overhovedet have lyst til det ovenpå en aften, hvor man stensikkert har spist for meget? Men øh, det er vel også en slags tip mod madspild. Hvis jeg har rester fra risalamande, spiser jeg dem bare til dessert juledag. Ikke så meget kreativitet der. Alligevel får du her en række tips til brug af rest både risengrød og risalamande.

- Klatkager. Smager vildt godt med æblekompot. Jeg har i øvrigt hørt, at risalamande også kan bruges til klatkager.
- Risalamande i ny forklædning. Lav en brombærsauce eller appelsinsauce til, og spis risalamande til dessert 1. juledag.
- Risifrutti. Bland risengrøden med flødeskum og server med frugtsauce.
- Vafler med risengrød. Kom grøden i vaffeldejen, og server dem som luksusvafler.
- Julemuffins. Rør grøden sammen med æg, mel, bagepulver, sukker og appelsinsaft eller julekrydderier, og bag dejen som muffins.
- Brød og boller. Rester af både risalamande og risengrød kan også kommes i dejen til lyse boller.

For mange nisseøl
Har du købt for mange nisseøl, og drikker du dem ikke selv? Så er her et par idéer:

- Rugbrød. Jeg bager altid mit rugbrød med vand, men… nisseøl i dejen gør det kun bedre.
- Ølkage. En sand klassiker.
- Julebudding. Den smager megagodt og julet!
- Øllebrød. Det smager jo bare for godt, og kan serveres med mælk om morgenen og flødeskum til dessert. Friske æblertern på toppen gør smagsoplevelsen endnu bedre.
Konfekt, marcipan, nougat og juleknas
Der er lang holdbarhed på det hele, men har man lavet alt for meget, kan man godt få brug for lidt fornyelse.

- Rocky road. Helt genial, hvis der ikke er nok af alt til alle. Del konfektresterne i små bidder, og vend dem sammen med mørk chokolade. Så er der nyt guf til familien.
- Rocky road brownie. Du kan også bage en brownie og toppe den med konfektstykker og knækkede småkager.
- Nougatruller og æblehorn med marcipan. Nybagte boller fyldt med nougat og knas smager herligt! Du kan også fylde dem med revet æble og marcipan, hvis det er det, du har tilovers.
- Cheesecake. Har du en opskrift, hvor der skal bruges digestive eller andre kiks til bunden? Bland gerne de overskydne julekager i. Det gør helt sikkert bunden endnu mere lækker.
- Isdessert. Har du nogensinde toppet en kugle vanilje- eller nougatis med baileys, hakket mørk chokolade og knuste brunkager eller specier? Det er helt vildt godt.
- Müsli. Kom en håndfuld knuste småkager i din müsli og spis den på yoghurt som morgenmad eller et nemt lille mellemmåltid.

Frugt
Jeg køber altid helt vildt meget frugt til juledagene. Clementiner, appelsin, madæbler og spiseæbler fylder i store skåle på køkkenbordet og i stuerne, så der altid er en syrlig snack til at skabe balance med den søde og fede julemad. Jeg vil absolut ikke risikere at løbe tør, og har altid for meget. Heldigvis synes jeg også, at det er ret hyggeligt at trylle frugterne om til mere langtidsholdbare sager. Køb gerne ubehandlede appelsiner til julen, så du også kan bruge bruge skallen til lækre sager.

- Friskpresset juice. Har du en juicer er mulighederne mange. Jeg nøjes med appelsin.
- Hjemmelavede orangegrene. Du kan også bruge de syltede appelsinskaller til denne saftige kage med appelsin og chokolade eller de lækre juleboller.
- Appelsincurd. Med et pift af chili.
- Æblesmør. Den har masser af julesmag, men jeg spiser den gerne hele vinteren på brød, yoghurt og havregrød – og sammen med disse koteletter.
- Applecurd. Blød, cremet og vanvittigt velsmagende.
- Bagte æbler. Fyld dem med nødder og tørret frugt eller marcipan.
- Æblekage. American pie, gammeldags æblekage, crumble (måske en septembercrumble med lidt bær fryseren eller æbletærte med marcipan?
- Tørrede æbleringe. Herlig madpakkesnack til januar.

Skriv et svar