Det er vinterferietid, så hvorfor ikke hive ungerne med i køkkenet til et skørt lille køkkenprojekt?

Hjemmelavede cornflakes er lidt tosset, men det er også virkelig lækkert, og så ved man præcis, hvad der er i. Det skøre består dog også kun i portionens størrelse. En familie på fire kan snildt sætte alle de hjemmelavede flakes til livs på en enkelt morgen, og derfor bliver det nok aldrig hverdagskost. Til gengæld er det et oplagt hyggeprojekt, som de fleste børn vil synes er sjovt, og hvis man er i det pædagogiske hjørne, kan man jo bruge det til en snak om færdigvarer, ernæring og prioriteringer. Men så kan det selvfølgelig godt være, at børnene smutter igen…
Inspirationen til de hjemmelavede cornflakes, fik jeg fra Lindegårdsliv, der har en opskrift på bran flakes. Den har jeg endnu til gode at prøve, men der går nok ikke så længe, før jeg igen hiver Pigen med i køkkenet til en omgang hjemmelavede flakes.

Hjemmelavede corn flakes…
… bliver selvfølgelig ikke helt som almindelige corn flakes. Dem kan man slet ikke lave i et almindeligt køkken. De bliver nok heller ikke lige så gode, men du skal alligevel lave dem – i hvert fald hvis du har børn. Det er nemlig megahyggeligt, og børnene er vilde med dem og temmelig stolte over selv at kunne frembringe corn flakes.
Opskriften er sand barnemad. Det er bare majsmel, salt og sukker der skal blandes med vand og smørres ud på et par bageplader. Og så skal der blandes lidt mere majsmel og vand til at drysse over. Det er nemt og hyggeligt og et oplagt projekt til en våd og kold feriedag i efteråret eller om vinteren.

Cornflakes
Ingredienser
- 4,5 dl majsmel
- ½ tsk salt
- 1 spsk sukker
- 4 dl vand
Drys
- 1,5 dl majsmel
- 2 spsk vand
Sådan gør du
- Bland majsmel med salt og sukker, og rør det til en lind dej med vandet. Beklæd to bageplader med bagepapir, og bred majsdejen ud på pladerne så tyndt som muligt.
Drys
- Bland majsmel med vand, så det får en smuldret konsistens. Drys det ud over de to plader med dej.
Bagning
- Bag dejen ved 180° varmluft i 15 minutter. Tag pladerne ud, og skru ned til 120°. Knæk eller klip de to store majskiks i mindre stykker, og kom dem tilbage i ovnen. Bag i ca. 1 time, og vend dem rundt et par gange undervejs.
- Lad cornflakesene køle af, og kom dem i en dåse. Det er en lille portion, og den forsvinder hurtigt.
Jeg bliver så glad, når jeg hører fra dig!
Jeg håber derfor, at du vil skrive en kommentar, hvis du laver en af mine opskrifter – eller bedømme den med stjerner. På den måde kan jeg se, hvad der virker, hvad I kan lide og om noget skal justeres. Du må også gerne tagge mig på instagram, hvis du lægger et billede op der.
Jeg besvarer selvfølgelig alle kommentarer.

Ja? Egne cornflakes? Det er jo intet mindre end genialt! Det skal jeg helt klart prøve snart! Kh hende, der forleden selv lavede flormelis for første gang og havde totalt optur over det!
Du er da også ret genial med det der flormelis. Det er en af de der indlysende ting, som jeg aldrig ville være kommet på. Jeg sniger mig lige med på din optur, og jubler over, at nogen har været så skarp.