Fredagsslik er en sjældenhed herhjemme, selvom det må være et skønt ritual at indlede weekenden med. Da Pigen normalt puttes kl. 19, er der dog ikke meget hygge ved at klemme guf ned mellem aftensmad og sengetid, men heldigvis er der jo masser af tid til sukkersød forkælelse resten af weekenden.
Af og til bliver der dog talt så meget om fredagsslik i børnehaven, at jeg alligevel synes, at vi skal finde på noget, og sidste fredag blev det til disse bountykugler lavet med dadler. Pigen fik en enkelt til dessert, mens Manden og jeg gemte vores til aftenkaffen og lagde en gavmild håndfuld til side til resten af weekenden.
Jeg er helt tosset med dadelkugler. Jeg er bestemt ikke sukkerforskrækket, og spiser dem ikke som et sundt alternativ til andet slik. Jeg synes bare, at de smager mægtig godt, og at dadlerne giver en rigtig lækker karamelsmag og en god konsistens. Og så er det også et plus, at de er så nemme at lave. Vi har stort set altid dadler i huset, og dadelkugler er derfor oplagt, når vi som i fredags lige skal fremtrylle lidt slik.
Bountykugler med dadler
150 g dadler uden sten
1,5 dl kokosmel
2 spsk kaffe
3 spsk kakao
Skær dadlerne i små stykker, og blend dem til en jævn masse sammen med kaffen.
Kom kokosmelet i en minihakker, og mal det så fint som muligt.
Rør dadelmassen sammen med kakao og kokosmel, og tril ca 25 små dadelkugler. Rul dem evt. i lidt kokosmel, og sæt dem på køl i mindst en time.
Nyd kuglerne til en god kop kaffe.
Super lækker opskrift. Og rigtig fin blog! Følger nu med på bloglovin (:
Mange tak! Og sikke fine billeder på din blog. Den skal jeg da lige se nærmere på.