Disse pandebagte brød med brie, pærer og balsamicoglace har huseret i mine tanker, siden jeg for et par uger siden fandt på at rulle en rest salat og et stykke ost i et nybagt fladbrød. Det smager simpelthen så godt, og da min frokost i disse uger oftest består af et par hurtige skiver rugbrød uden pålæg, føltes det som et helt festmåltid, da jeg i går rullede brødet om fyldet og nød en stille frokost, mens babyen sov.
Fladbrødene skal ikke hæve, og vi spiser dem derfor ofte til suppe og gryderetter på travle hverdagsaftener. De er også gode, når resterne fra gårsdagens middag ikke kan række til hele familien. Så varmer vi kødet eller gryderetten, snitter lidt ekstra grønt, rører måske en dressing eller river lidt ost og til sidst ruller vi hver især en wrap, som vi bedst kan lide den.
Denne wrap begyndte også som en resteløsning, men den er allerede på vej til at blive en klassiker. Den bløde ost smager simpelthen så dejligt med bitterheden fra løg og kål, pærens sødme og den mørke glace.
Wrap med brie og pære
(1 wrap)
1 fladbrød eller tortilla
2 håndfulde fintsnittet savoykål (rucola kan også bruges)
1 pære i tynde skiver
3 skiver god brie
fintsnittet rødløg
1 tsk balsamicoglace
Varm fladbrødet, og fordel grøntsager og ost på midten. Dryp med balsamico, og rul brødet sammen.
Skal det være ekstra lækkert kan man vende kålen i lidt fløde eller flødeost rørt med mælk og også komme lidt hakkede valnødder i rullen.
Balsamicoglace
1/2 dl god balsamco
1-2 tsk honning eller rørsukker
Kom ingredienserne i en lille gryde, og kog det sammen. Når det er kogt ind til lidt mere end det halve, hældes den færdige glace i en lille skål og sættes til afkøling.
Fladbrød
(5-6 brød)
3 dl vand
5-10 g gær
100 g grahamsmel
250-300 g hvedemel
1/2 tsk salt
Rør gæren ud i det lune vand, og tilsæt grahamsmel og salt. Rør derefter hvedemelet i lidt efter lidt, så det ikke klumper. Ælt dejen sammen, og del den i 5-6 stykker. Rul det første stykke ud på et meldrysset bord, og bag det ved kraftig varme på en tør pande ca. 1 minut på hver side. Mens det bages, rulles det næste brød ud.
Server brødene rygende varme som tilbehør til fx suppe eller lad dem køle lidt ned og svøb dem om dit yndlingsfyld.
Skriv et svar