Disse boller er blevet en sikker klassiker, når vi i weekenden forkæler os selv med nybagt brød til morgenmad, og det er også dem jeg serverer, når min mødregruppe kommer på besøg. Jeg er faktisk blevet så glad for opskriften, at jeg op til Drengens barnedåb havde gang i ovnen flere dage i træk for at finde den perfekte bagetid for dejen bagt som brød. Det lykkedes, og her skal I få begge udgaver.
Opskriften kræver en røremaskine, men er ellers lige til at gå til. Det er en af den slags herlige opskrifter, hvor man stort set ikke får dej på fingrene, og hvor man lige kan nå et brusebad, mens bollerne er i ovnen. Brødets bagetid er en del længere, og det bager jeg gerne som tilbehør til fødseldagsfrokoster eller andre selskaber. Når min barsel er slut, bliver det nok også det brød, jeg tager med til fredagsmorgenmad på arbejdet. Selvom bagetiden er længere, synes jeg nemlig, at det er lidt nemmere med brød, når man er mange.
Morgenboller
10 g gær
7,5 dl vand
250 g fuldkornsrugmel
1,5 spsk salt
500 g hvedemel
lidt neutral madolie
Rør gæren ud i koldt vand, og tilsæt fuldkornsrugmel og salt. Lad røremaskinen arbejde ved så lav hastighed som muligt, til mel og vand er blandet til en jævn pasta. Hvis det tager mere end 1-2 minutter skal hastigheden sættes op. Tilsæt derefter hvedemelet, og giv røremaskinen et par minutter til at blande melet i dejen.
Sæt hastigheden op til max, og lad maskinen arbejde i ca. 25 minutter. Dejen har fået nok, når den har konsistens som grillede skumfiduser.
Smør en skål med olie, og hæld dejen i. Dæk skålen til, og sæt den på køl i 12-24 timer.
Varm ovnen op til 250c varmluft. Tag dejen ud af køleskabet og hæld den ud på et meldrysset bord. Meget mel er meget godt. Fold evt. dejen på midten, hvis den flyder meget ud. Del dejen i 12-16 stykker med en palet eller bredbladet kniv, og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Drys med lidt mel og evt. frø eller kerner.
Bag bollerne i 15-20 minutter. Lad dem køle lidt af på en bagerist, og server dem til morgenmad eller en god kop eftermiddagskaffe.
Brød
Følg opskriften på dejen ovenfor.
Varm ovnen op til 250c varmluft. Læg et stykke bagepapir på en bageplade og drys med mel. Hæld dejen ud på bagepladen, og fold den på midten. Drys med mel, og kom brødet i ovnen.
Efter 20 minutter sænkes temperaturen til 180c, og brødet bages videre i 30 minutter. Lad det nybagte brød køle af på en rist.
Tip:Dejen er meget våd og klistrende. Der kan sagtens røres en dobbeltportion, men skal der bages brød, skal portionen deles i to skåle, da brødet ellers bliver alt for fladt. Vær opmærksom på at bruge fuldkornsrugmel og ikke blot rugmel. Så bliver dejen nemlig for våd, og der skal tilsættes mere mel.
Mmmnnnnn, dem skal jeg da helt sikkert prøve at bage snart. De lyder virkelig lækre. Skal bare lige have fat i noget rug – nu, hvor jeg er så nørdet, at jeg er begyndt at eksperimentere med at male mel selv. Og så kunne det være, at man skulle prøve at eksperimentere med en klat surdej i. Mmmmnnn …
Jeg læste godt, at du har fået en melkværn. Det må du meget gerne skrive lidt om – er pænt nysgerrig. Surdej tror jeg vil klde bollerne rigtig godt. Jeg gik for et halvt år sidenover til at bruge våd surdej til min rugbrødsbagning, men det var først op til nytår, at jeg fandt på at bruge den til andet (Meyers flute). Det er helt sikkert også noget, jeg selv skal arbejde videre med.
Der sker absolut intet ved at hæve dejen på køl i over 36 timer – mine boller var perfekte.
Elsebeth
Dejligt at de blev gode! Og godt at høre, at dejen kan stå længere. Andre koldhævede deje kan jeg godt finde på at lade stå op til tre døgn, men denne har jeg ikke selv testet.