
Hvor har jeg dog glædet mig til at dele denne opskrift! Det er vitterligt de bedste dadelkugler jeg nogensinde har smagt – de smager endda bedre end rigtige romkugler.
Lige siden sidste år har jeg ønsket at lave en lidt lettere udgave af disse falske kastanjer, og mokkakuglerne var egentlig tænkt som netop det. Da jeg endelig ramte den ønskede smag, var massen dog blevet for mørk til at kunne give sig ud for at være kastanjer, og dermed blev det til mokkakugler i stedet for. Smag er jo bare så meget vigtigere end udseende, og her har jeg – i al beskedenhed – ramt noget rigtig godt. Og kastanjeidéen kan altid gemmes til en anden gang.
Det er sjældent, at jeg får den samme tilfredsstillelse fra dadelkugler som fra rigtig konfekt og chokolade, og derfor er det ikke noget jeg laver særlig tit. Mokkakuglerne er dog bevis for, at man sagtens kan lave dadelkonfekt uden at det opleves som alternativ til noget andet. Ingen af mine prøvespisere til denne opskrift har haft den fjerneste anelse om, at der var dadler i konfekten, og det var lige præcis det, jeg ville opnå.

Mokkakuglerne har en dyb og blød smag af chokolade med skønne nuancer fra kaffe og vanilje. Det er ganske vanskeligt at beskrive smagsoplevelsen, men det er som om kaffen giver kæk karakter, som samtidig mildnes af vaniljen. Der er vist kun en vej frem: Prøv dem!
Hvis du ikke orker at kaste dig ud i chokoladeovertræk, er det ikke strengt nødvendigt. Jeg nåede at spise i hvert fald fem, inden jeg kom så langt, og det gik ganske nemt. Et alternativ kunne være at rulle dem i kokos eller trykke dem fast mellem to små stykker pålægschokolade af god kvalitet.
Det kunne jeg godt selv finde på næste gang. Jeg plejer at være rimelig skrap til at temperere chokolade, men nogen gange går det alligevel skævt, og kuglerne på billedet er fra en af de gange. Det skal dog ikke afholde mig fra at dele opskriften med jer – det er den simpelthen for god til!


Mokkakugler
Ingredienser
- 125 g dadler stenfri
- 1 dl kaffe nybrygget og stærk
- 125 g mandelmel
- 1 spsk kakao
- 0,5 tsk vaniljepulver
- 200 g mørk chokolade
Sådan gør du
- Kilp dadlerne i små stykker, og lad dem trække i den varme kaffe i ca. 15 minutter.
- Tag dadlerne fra kaffen, og blend dem sammen med mandelmel, vanilje, kakao og 1 spsk kaffe. Hold eventuelt lidt mandelmel og kaffe tilbage til at justere konsistensen.
- Tril dadelmassen til 15-20 kugler og sæt dem på køl i mindst 15 minutter.
Chokoladeovertræk
- Hak chokoladen helt fint, og smelt 2/3 dele over vandbad. Rør den smeltede chokolade i den resterende chokolade lidt efter lidt, til den smelter sammen. Hold resten af den smeltede chokolade varm, og tilsæt den efter behov, når den tempererede chokolade begynder at blive svær at arbejde med.
- Brug en kødnål til forsigtigt at dyppe mokkakuglerne i chokolade. Sæt kuglerne på et stykke bagepair, til chokoladen er størknet.
- Opbevar de færdige kugler på køl.
Tak for opskriften, dem skal jeg helt sikkert prøve 🙂 Og tippet om hvordan man gemmer overtrækschokolade skal jeg også huske – chokolade skal jo helst ikke gå til spilde 😉
Det er nemlig megasmart, at man kan gemme chokoladen.
God fornøjelse med opskriften. Jeg håber, at den falder i god jord 🙂
Lyder svært vanedannende!
Det er de også 🙂