Lige om lidt sætter vi afsted mod Zoologisk Have, hvor der venter en dejlig dag med de bedste veninder – min søde nabo fra kollegietiden og hendes skønne 1-årige datter, som både Pigen og jeg er helt forgabt i. Smukkere og mere charmerende lille pige er sjældent set.

Jeg er ved at gøre en madpakke klar med pølsehorn, oliven, ost, figen og masser af grønt. Den vil helt sikkert falde i de to små pigers smag. Imens nyder jeg årets andet glas iskaffe, og glæder mig over, at vejret er med os.

Opskrift
Iskaffen laves ved at røre 1-2 tsk frysetørret kaffe ud i lidt kogende vand i et glas. Derefter tilsættes 6-8 isterninger og til sidst fyldes der mælk i til glassets rand. Hvis det skal være ekstra lækkert, kan man komme lidt sirup eller sukker i sammen med vandet, men den bitre udgave passer mig bedst her om morgenen.

I kan ellers tro, at vi fik afprøvet Pigens nye cykel i går. Jeg tror, at hun var i sadlen i sammenlagt 2-3 timer. Først cyklede vi en tur på legeplads og efter en god omvej hjem og en tiltrængt lur til os begge, hoppede hun igen på cyklen på en lille indkøbstur til et fjernt supermarked. Hun har ikke støttehjul på, så det foregår med et kosteskaft sat fast til stellet, så jeg kan hjælpe hende med balancen. Det fungerer ret godt.

Jeg har også selv været ud at køre lidt i den seneste uge. Jeg er absolut ikke nogen god bilist, hvilket grundlæggende skyldes, at jeg virkelig ikke kan lide at køre bil. Et par gange om året tager jeg mig dog sammen, og tager en lille tur et fredeligt sted, mens jeg klamrer mig til rattet og får Manden til at minde mig om, hvad der er speeder og hvad der er kobling. I kan nok høre, at man bør holde sig indendøre de dage.

Vores carport er ret smal, og inde allerbagerst står affaldscontainerne. Den anden dag, da jeg skulle stille den største container ud til vejen, kunne jeg ikke komme forbi bilen. Normalt ville jeg trække affaldet hele vejen rundt om huset uden at tænke videre over det, når Pigen var puttet i seng. Denne dag var jeg dog helt alene hjemme og græsset var vådt, så jeg tillod mig at være lidt mere risikabel, og valgte derfor at flytte bilen. Den mulighed er vitterligt aldrig før faldet mig ind.

Jeg var så sej! Først overvejede jeg grundigt om sikkerhedssele var nødvendigt, hvilket jeg kom frem til, at den var. Og så satte jeg i gang. Efter at have taget fejl af speeder og kobling (hvilket rent faktisk ikke er sket før og åbenbart er helt ufarlig, når bilen er i frigear) fik jeg efter en masse køren frem og tilbage, flyttet bilen, så containeren kunne komme forbi. Jeg kluklo af mig selv, da jeg med følelsen af uovervindelig sejr, placerede containeren på fortovet og ringede straks til familien for at fortælle, at jeg for første gang siden køreteknisk anlæg, har siddet alene i en kørende bil.

De grinte også. Altså bortset fra Manden, der først lige skulle forsikre sig, at der ikke var sket noget med hverken carport, hus eller bil.