Lidt om aktive børn, forskudt aftensmad og hverdagslogistik.

Så kører hverdagen igen derudaf for fuld hammer. De første par uger af skoleåret er jeg helt pjattet med. Alle kvarterets børn er tilbage efter ferie, og der er leg og cykelløb op og ned ad vejen lige til spisetid. Børnene finder hurtigt ind i hverdagsrutinen igen, og jeg belønner mig selv, hver gang jeg husker at sende idrætstasken med skolebarnet den rette dag. De varme dage og mylderet af legekammerater får feriestemningen til at vare lidt længere, og der er masser af overskud til spontane middagsgæster på 8 år og løbeture i skumringstimen.
Denne løssluppenhed bliver dog brat afløst af den første hverdag i september, som hos os markerer indtoget af børnenes fritidsaktiviteter. Pigen er et energisk lille muskelbundt, som går til sport fem gange om ugen, mens Drengen kun får lov at at dyrke sin interesse en enkelt gang, så længe han stadig går i børnehave.
Jeg kan godt lide det, som sporten gør for mine børn, og jeg kan godt lide de mange gode stunder i tog, i bus og på cykel til de forskellige træningssteder. Ellers havde Pigen sket ikke fået lov til så mange aktiviteter.
Den allerførste uge i september kan dog godt føles en anelse brutal, og den mastergrad i logistik jeg helt sikkert gjorde mig fortjent til sidste år, skal lige støves af, før hverdagen falder i hak og igen føles tryg og rar.
Til jer der måske læser med for første gang, bør jeg nævne, at Manden for et år siden fik arbejde i Langbortistan, og jeg derfor er alene om at følge børn til både skole, børnehave, hjem og aktiviteter. I år bliver det dog en anelse nemmere, da Pigen er blevet udstyret med et rejsekort, og i hvert fald et par gange om ugen selv kan tage til træning. Og så kan Manden hente hende med hjem igen på vej fra arbejde, hvilket giver dem en fantastisk mulighed for lidt alenetid.

I takt med at børnene bliver ældre, begynder træningen dog også senere, og som noget nyt i år bliver der to dage om ugen, hvor vi må spise aftensmad forskudt, hvis ikke det skal blive for sent for den yngste. Den først uge gør vi det nemt med sandwich, mens resten af måneden skal bruges på at finde ind i en ny og god rutine, så der både er ordentlig mad og masser af hyggetid alle dage.
Jeg er sikker på, at der er flere af jer der læser med, der har erfaring med den slags forskudte måltider, og jeg håber, at I vil dele tips, tricks og erfaringer i kommentarfeltet. Jeg skal jo gerne have styr på det inden oktober, så tilvænningsperioden ikke bliver alt for lang.
Til gengæld kvitterer jeg gerne med mine tips til skolestart. Som en service til alle andre, der også lige skal lande i et nyt skoleår, har jeg samlet opskrifter på sandwiches, hjemmebagt rugbrød, sunde snacks og andet godt til madkassen. Der er også tips til hurtig madlavning i hverdagen, et link til gode hverdagsopskrifter og ikke mindst en idé til customizing af ungernes sutsko, så de ikke bliver forbyttet med et par udtrådte futter af samme model i størrelse alt for lille.
Skriv et svar