I morgen når jeg vågner, har jeg huset helt for mig selv, og det skal nydes. Lørdagsavis, god kaffe, morgenmad der er kræset om og et dejlig langt uforstyrret bad er i høj grad luksus, der sjældent er plads til. Faktisk er det kun anden gang i de to år, der har været barn i huset.
Jeg tyvstartede endda selvforkælelsen med at tage tidligt fri i dag og gå i butikker. Jeg har ingen anelse om, hvornår jeg sidst har gjort det uden at have en bagkant. Det eneste jeg kom hjem med, var sushi og to nye film, men det er også helt perfekt til en stille aften på sofaen. Det er tiltrængt efter en benhård arbejdsuge.
Familien er på besøg hos farmor og farfar, der snart skal have en hundehvalp. Den skulle de også lige besøge, og da min datter er vældigt optaget af Rosa fra Rouladegade, ville hun derfor overraske bedsterne med en hundehvalpekage.
Det havde jeg selvfølgelig glemt alt om, da jeg hentede hende i vuggeren i går, så vi måtte på panikbesøg i supermarkedet. Uden at have en ide om, hvordan kagen skulle fremstilles, hev jeg en række typiske kageingredienser ned fra hylderne, og krydsede fingre for, at jeg fik alt det nødvendige med. Så var det hjem at finde en opskrift og i gang med at bage.
Jeg vil ikke ligefrem påstå, at den er køn, men barnet var overordentligt tilfreds, og vi havde det vældigt sjovt, da vi dekorerede den. Jeg smagte i øvrigt lidt af resterne i går, og den er virkelig god. Hvis I trænger til en nøddekage med mokkacreme, vil jeg derfor anbefale denne opskrift.
Skriv et svar