Gå til opskrift

Suppesæsonen er over os, og jeg har lavet en smuk, orange græskarsuppe, som smager helt forrygende efter en travetur i skoven.

Jeg har lige opdaget, at det er min første opskrift på bloggen i indeværende år, og jeg er så glad for endelig at dele noget nyt fra køkkenet. Jeg troede, at jeg ville vinde mere tid til opskriftsudvikling og fotografering i takt med, at børnene blev større. Men der blev jeg altså snydt. Der er tempo på herhjemme, og lige pludselig er der flere dage, hvor vi slet ikke spiser sammen, og middagen bliver planlagt efter, hvad der kan lade sig gøre uden hensyn til kreative impulser. Denne uge er ekstra vild, og vi har faktisk ikke spist sammen alle fire siden i tirsdags og kommer heller ikke til det før i morgen. Til gengæld er det også en uge fyldt med skønne begivenheder for os alle, som vi på ingen måde ville give i bytte.

Både Pigen og jeg er helt pjattet med skoldhede supper, mens Manden er lidt mere skeptisk over for mad, der ikke skal tygges. Det er derfor så godt som sikkert, at vi spiser suppe (eller risengrød), når han er ude af huset og haven er dækket af gyldent efterårsløv. Da jeg først gang lavede denne hokkaidosuppe, blev Pigen dog lokket til bøf bearnaise hos veninden, så det blev en lille og ganske kort middag med Drengen.

Drengen er generelt temmelig skeptisk anlagt over for aftensmad som koncept, men bare der er lidt valgfri topping, plejer han gerne at slubre en skål suppe i sig. Det gjorde han bare ikke denne gang. Han fyldte godt med græskarkerner og æblestykker i skålen, men efter verdens mindste smagsprøve konstaterede han, at det ikke var noget for ham. Da han senere forsøgte at lokke mig til at smøre en rugbrødsmad til ham, sagde han endda, at suppen smagte af gamle sokker. (Det gør den altså ikke!)

Det frække barn er helt og aldeles resistent over for opdragelse, og da jeg forsøgte med et par ord om, at han bestemt ikke skulle sammenligne suppen med sokker, prøvede han at glatte ud med, at al min mad jo smager af gamle sokker. Heldigvis for ham er jeg meget modtagelig over for frække børn, så for denne ene gangs skyld, fik han sin højtønskede rugbrødsmad. På det punkt plejer vi ellers at være endda meget konsekvente.

Om I oven på denne ikke-anbefaling fra Drengen tør teste opskriften, må være op til jer. Hvis I også synes, at mine opskrifter generelt har en snert af gamle sokker over sig, er det nok ikke sådan en rigtig god idé – og please! Det er ikke noget I behøver at uddybe i kommentarfeltet.

Hvis I derimod er lidt mere positivt stemt over for suppe, græskar og aftensmad kunne I jo overveje at sætte en gryde hokkaidosuppe på blusset. Eller i slowcookeren, så den kan lave sig selv, mens I samler kastanjer eller går tur i strandkanten med gummistøvler og vind i håret.

En græskarsuppe kan nemt blive lidt fad, men i den opskrift får den karakter fra lidt chili og citrusfrugt. Jeg har brugt lime, men appelsin eller citron vil også være godt. For at gøre den mere cremet, rører jeg til sidst lidt kokosmælk i. Et godt tip er at begynde med en god skefuld af den faste kokoscreme, og kun tilsætte væden, hvis suppen er lidt for tyk.

Toppingen fortjener også lidt omtale. Jeg serverer meget sjældent cremede supper uden topping, og som skrevet ovenfor er det muligheden for selv at tilføje sin tallerken lidt spræl, der får mine børn til (for det meste) at skovle flere portioner suppe indenbords. Til denne opskrift har jeg valgt at give græskarkerne lidt sirup og cayennepeber for at hive lige præcis disse nuancer frem i suppen. Æblet giver friskhed til det hele og er i al sin enkelhed et særdeles vigtigt element i denne græskarsuppe.

Opskriften er skrevet til slowcooker, og nedenfor er angivet vejledning til tilberedning på komfur. Jeg fik min slowcooker i januar, og bruger den flittigt. Den er især god til de kolde måneders supper og gryderetter, og har I ikke en allerede, er det måske nu I bør overveje det. De er ikke specielt dyre og gør det supernemt at sætte god mad på bordet.