Bedre-end-oreos sandwichkiks med intens kakaosmag og blød peanutbutter smørcreme. Så lækkert!

Hjemmelavede oreos med peanutbuttercreme er min nye guilty pleasure. Den søde creme med masser af peanutsmag og et strejf af salt harmonerer helt perfekt med de intense kakaokiks, og skaber magi i munden. De smager himmelsk!
Og det kommer fra mig som først for to siden erkendte, at jeg faktisk godt kan lide peanut butter.

Kiksene er bagt efter samme opskrift som mine hjemmebagte oreos med klassisk vaniljecreme. Jeg bruger en særlig sort kakao til dejen, som både giver kiksene den sorte farve og som har en mere dyb og mindre syrlig kakaosmag ende den rødbrune kakao, vi er vant. Den er desværre ikke til at få fat på i Danmark, men det skal ikke holde dig tilbage. Du kan sagtens bruge almindelig kakao.
I opskriften har jeg blot lavet creme til en halv portion kakaokiks, da de er allerbedst nybagte med sprød kiks og blød creme. Resten af kiksedejen kan bruges til småkager eller gemmes i fryseren til en anden gang. Hvis du vil lave creme til en hel portion kakaokiks, kan du blot klikke på 2x-symbolet i opskriften. Så ganges opskriften op, hvilket er virkelig nemt.
Opskriften på creme er godt nok rimelig enkel, men jeg er sikker på, at vi er flere, der har været for dovne til at notere de rette mængder, når vi har ganget en opskrift op, og derefter erfaret, at resultatet ikke blev som forventet og noget er gået galt. Derfor er jeg vildt glad for den regneformular, der indgår i mit opskriftsformat. Det gør bare det hele lidt nemmere. Man kan faktisk også klikke på antallet og skrive, hvor mange kiks man gerne vil have. Det kan dog godt give lidt mærkelige mængder, og særligt i kageopskrifter hvor der fx indgår 1 æg til 36 kager. Det bliver lidt svært at måle af, hvis man vil lave 40 kager.

Sådan laver du peanutbutter oreos
Det er vigtigt, at kagedejen hviler mindst to timer før udrulning, så sørg for at sætte nok tid af. Du kan finde flere tips til bagning af de sorte kiks i indlægget med oreos med vaniljecreme, hvor du også finder opskriften.
Kiksene kan godt se lidt kedelige ud, hvis de ikke præges med et mønster. Jeg har købt mig et fint kagestempel med vintermotiv, og har tænkt mig snart at investere i flere. Det ser så hyggeligt ud. Er du ikke til den slags uni-taskers, kan du blot bruge en gaffel og enten prikke et mønster eller presse tænderne mod kagerne for striber. Måske har du noget andet sjovt i køkkenet du kan bruge? Du kan selvfølgelig også bare udstikke kagerne i en sjov figur – Ingen siger at hjemmebagte oreos død og pine skal være runde.
Peanutbuttercremen er helt vildt nem at lave. Tag smørret ud af køleskabet i god tid, og mos det sammen med peanutbutter og flormelis med en gaffel. Brug en cremet peanutbutter. Det giver de lækreste sandwichkiks, og den helt smooth creme er en herlig kontrast til de sprøde kakaokiks.
Husk i øvrigt at smage cremen til. Alt efter hvilken peanutbutter du bruger, skal der måske lidt mere eller mindre sukker i. Hvis du er glad for salt i det søde køkken, kan du også drysse en lille flage salt på hver kiks, inden du lukker dem sammen om fyldet. Undgå at røre salt i fyldet, da det kan blive en grim oplevelse, hvis det ikke fordeles ordentligt.
Og så er det ellers bare med at nyde de lækre, hjemmelavede bedre-end-oreos peanutbutter- og kakaosandwichkiks. De har det hele: sprødt, blødt, sødt, salt, intens kakao og herlig jordnøddesmag

Peanutbutter oreos
Ingredienser
- ½ portion dej til sorte småkager
- 75 g cremet peanutbutter
- 45 g flormelis
- 20 g smør blødt
Sådan gør du
- Følg opskriften på sorte småkager. Stik 36 kager ud med en rund udstikker på ca. 5 cm Ø, og brug et småkagestempel til at præge den ene side. Har du ikke et stempel, kan du lave striber med tænderne på en gaffel eller blot bage kagerne uden prægning.
- Bage kagerne i følge opskriften, og lade dem køle af på en rist. Forbered fyldet imens
- Rør smør, peanutbutter og flormelis sammen med en gaffel. Fordel cremen på halvedelen af kagerne med en ske eller sprøjtepose. Læg de resterende kager ovenpå, og tryk dem sammen.
- Spis kagerne i løbet af et par dage. Vil du gemme dem i længere tid, kan du nøjes med at kommme creme på færre kager. Resten af cremen kan opbevares på køl, så du lynhurtigt kan lave flere sandwichkiks.
Bemærkninger
Jeg bliver så glad, når jeg hører fra dig!
Jeg håber derfor, at du vil skrive en kommentar, hvis du laver en af mine opskrifter – eller bedømme den med stjerner. På den måde kan jeg se, hvad der virker, hvad I kan lide og om noget skal justeres. Du må også gerne tagge mig på instagram, hvis du lægger et billede op der.
Jeg besvarer selvfølgelig alle kommentarer.

Skriv et svar