Efteråret har godt nok travlt i år. I går var det september, og nu er vi næsten halvvejs gennem november. Jeg kan slet ikke følge med.

I weekenden fik tiden dog lov til at stå helt stille. Vi var på en hyggelig efterårstur i sommerhus, hvilket  efterhånden er lidt af en tradition. Det er så hyggeligt med bøger, brændeovn og varm kakao efter en stormfuld slentreture ved vandet. Og uden vasketøj, internet og lange tjeklister er der oceaner af tid til bare at være sammen. Sådan en weekend får mig så langt ned i gear, at det om mandagen føles som at vende tilbage fra en ugelang ferie.

Søndag tog vi på udflugt til en smuk stenstrand, hvor efterårsbølgerne brusede, og fik småstenene til at rulle. Det giver den mest herlige lyd, og minder om, hvor stor kraft vandet besidder. Vi kastede med sten og legede tagfat med vandet. Pigen sprang hvinende tilbage i sikkerhed, når vandet nærmede sig hendes gummistøvler. Jeg blev overmodig og tog et billede af det brusende vand, netop som den hidtil største bølge kom skvulpende. Billedet ovenfor er taget blot et nanosekund, før vandet vandt legen, og gjorde mine strømper fugtige.

Gåturen fra bilen til stranden er også en rigtig fin oplevelse forbi geder og får, mellem høje træer, gennem krat og over en eng, der visse steder er så våd, at man skal balancere på store sten, hvis man vil forblive tørskoet. Der er slet ikke så langt, men det føles som en helt lille opdagelsesrejse.

Tilbage i sommerhuset høstede vi de sidste hindbær, inden vi igen vendte næsen mod hjembyen. Jeg husker ikke, at jeg før har plukket hindbær i november, og de lyserøde bær lyste smukt op i efterårets forfald og rødbrune nuancer. Nu er der kogt marmelade til julemånedens æbleskiver.