Comfort food findes i mange udgaver, og denne fyldige suppe beviser, at hyggemad både kan være sund og vanvittigt velsmagende.

Urene er netop stillet tilbage, og de mørke eftermiddage giver mig en ubeskrivelig trang til hyggelige retter, der kan spises med ske. Samtidig har jeg også behov for sund mad med masser af grøntsager og vitaminer til at bringe mig godt gennem vinteren. Heldigvis kan de to ting nemt forenes, og hvis du også trænger til comfort food og samtidig vil spise sundt, kan jeg kun anbefale denne krydrede karrysuppe med linser og søde kartofler.
Suppen laves i en enkelt gryde på kun 35 minutter, og så er den sprængfyldt med sundhed fra linser, søde kartofler, tomat og kål. Den er hyggelig, nærende og krydret, og så er den fyldt med grøntsager og varmende krydderier. Kom en skefuld creme fraiche og et drys frisk koriander eller persille på hver portion – Så bliver sund mad ikke bedre!
Inspiration til karrysuppen
Idéen til denne suppeopskrift kommer fra en opskrift på curry, jeg søgte frem en dag, hvor køleskabet ikke gemte på meget andet end en bakke søde kartofler og et halvt kålhoved, og jeg ikke orkede at købe ind. I opskriften skulle der også kokosmælk i retten, men med de mange tilpasninger jeg lavede, ville det være forkert. Suppen er kraftfuld, velkrydret, og helt perfekt i smagen, og i sidste ende har den nok mere til fælles med en gullasch end en curry, selvom krydringen er hentet fra det indiske køkken.
Faktisk er suppen et rigtig godt vegetarisk eller endda vegansk alternativ til gullaschsuppe. Altså uden at det overhovedet har noget med gullasch at gøre. Smagen er nemlig – og selvfølgelig – anderledes, men oplevelsen af dyb, mørk suppe med masser af kraft er præcis den samme. Og derfor skal der selvfølgelig ikke kokosmælk i.

Opskrift fra køkkenets basislager
Suppen er en klassisk alt godt fra basislageret opskrift, hvor de fleste ingredienser er fra spisekammeret, og der kun er få eller ingen kølevarer. Grøntsagerne er også relativt langstidsholdbare, og det er derfor en oplagt ret på dage, hvor man ikke har så meget overskud.
Jeg elsker den slags opskrifter, og jeg vender tilbage til dem igen og igen, når jeg ikke lige har fået købt ind eller det af andre grunde skal være nemt. Mange tror, at jeg laver nye spændende retter hver dag, men det er meget langt fra sandheden. Jeg kender alt til uinspirerede og trætte dage, hvor aftensmad er et uoverskueligt projekt, og det bare ville være virkelig rart at være barn igen og få maden serveret af en voksen med mere overskud.
Løsningen til den slags dage finder jeg altid i mit lille basislager. Dåsetomater, kokosmælk, løg, linser og krydderier løber jeg aldrig tør for, og der skal heldigvis ikke meget til for at forvandle det til dejlig mad, som hele familien elsker.

Sådan laver du krydret linsesuppe
Jeg holder særligt meget af suppens tykke, brune farve. Den er hyggelig og efterårsagtig, og så passer den virkelig godt til smagen. Farven kommer bl.a. fra suppens belugalinser. Næringsmæssigt og smagsmæssigt kan du sagtens bruge grønne linser, men for farvens skyld, vil jeg helt bestemt anbefale belugalinserne. De holder også formen bedre og er lidt mere spændende at tygge i.
Suppen får selvfølgelig også både farve og smag fra krydderierne. Det er vigtigt, at de får lov at stege med et par minutter, inden fond og tomat tilsættes, så aromaen kan folde sig ud. Det smager SÅ godt! Der er virkelig krudt på smagen uden at suppen på nogen måde er stærk. Hvis du ønsker et ekstra kick spiciness, plopser du bare en chili i sammen med krydderierne.
Allerførst skal kartofler og løg dog steges. Pas på, at varmen ikke bliver for høj. Løgene skal steges blanke og bløde, så sødmen komme frem, og de bliver rare at spise.
Normalt bruger jeg grøntsagsfond eller – bouillon til vegetariske supper. Oksefond klæder dog denne suppe helt vild godt, og passer perfekt til den mørke og krydrede smag. Skal suppen være vegetarisk, udskifter du den blot med en grøntsagsbaseret smagsgiver.
Savoykål er super velegnet til at samle smag, og skal først i til allersidst, så den ikke bliver slatten. Jeg er helt vild med de krøllede blade i suppen, der er med til at gøre suppen mere spændende, og som driver af suppe, når man tygger i dem. Har du ikke savoykål, kan du i stedet vende en håndfuld frisk spinat i suppen til allersidst.
Som prikken over i’et, bliver suppen ekstra god med en klat creme fraiche og frisk koriander på toppen. Mums!

Krydret suppe med sweet potatoes og linser
Ingredienser
- 500 g sweet potatoes
- 1 spsk olie
- 1 rødløg
- 1 tsk korianderfrø
- 1 tsk spidskommen
- 1 spsk karry
- 150 g belugalinser
- 1 dåse flåede tomater
- 4 blade savoykål
- ½ l oksefond
Sådan gør du
- Gør grøntsagerne klar. Skær de søde kartofler i mundrette bider og skær løgene i lidt mindre tern. Snit savoykålen. Stød krydderierne i en morter, hvis du bruger hel spidskommen og koriander.
- Varm olien op i en gryde, og steg løg og kartofler ved middel varme, til løgene er blanke og bløde.
- Tilsæt krydderier og linser, og steg under omrøring et par minutter, til der dufter dejligt.
- Kom fond og flåede tomater i gryden og kog under låg 25 minutter svarende til linsernes tilberedningstid.
- Smag til med salt og peber, og tilsæt savoykålen, når der er 5 minutter tilbage.
- Server suppen rygende varm med lidt creme fraiche og en håndfuld frisk koriander eller persille til at drysse over.
Bemærkninger
Jeg bliver så glad, når jeg hører fra dig!
Jeg håber derfor, at du vil skrive en kommentar, hvis du laver en af mine opskrifter – eller bedømme den med stjerner. På den måde kan jeg se, hvad der virker, hvad I kan lide og om noget skal justeres. Du må også gerne tagge mig på instagram, hvis du lægger et billede op der.
Jeg besvarer selvfølgelig alle kommentarer.

Hej. Suppen ser lækker ud.
Er det korrekt forstået, at
Koriander er hele frø? Og spidskommen stødt (pulver)?
Hej Hanne
Både koriander og spidskommen skal stødes, hvis du bruger hele frø. Det behøver ikke at være specielt fint.
Jeg foretrækker hele krydderier, men stødte krydderier i pulverform kan også bruges.
Mange hilsner Emilie
Tak 🤗