Runde, saftige frikadeller med et lille strejf allehånde er blevet lidt af en favorit i det lille hjem. De smager fuldstændig lige så godt, som dem jeg fik serveret hos min barndomsveninde. Og det siger ikke så lidt. Det er nemlig de eneste frikadeller, jeg overhovedet ville spise som barn. Til gengæld spiste jeg mange.
Det er faktisk ret nyt for mig at lave frikadeller. Jeg har altid syntes, at det var lidt af en kedelig kødbolle, der ikke var besværet værd. Da jeg sidste år købte en halv gris, blev jeg derfor en anelse bekymret over, hvor meget hakket kød der sidder på sådan en basse. Man kan jo ikke spise boller i karry thaikødboller hver uge.
Så jeg gav mig selv en frikadelleudfordring, og sørme så om ikke den har båret frugt. Efter to forsøg havde jeg lært at lave de her megagode frikadeller, og jeg har også fundet ud af, at det slet ikke er så besværligt, som jeg troede. Nu har jeg lavet dem mindst 5-6 gange, og de er lidt af et hit.
Og for at det ikke skal være løgn, er opskriften så nem, at jeg kan den udenad. Se det er nemt.
“Hemmeligheden bag frikadellerne er allehånde.” Det overhørte jeg engang Maries mor fortælle min mor, og den visdom har jeg så gemt på, indtil jeg selv turde røre en frikadellefars. I al den tid har jeg så også gemt på en smule skam over at have fortalt om min mors manglende frikadellekundskaber, for derudover var hun altså virkelig en god kok.
Nu er skammen så byttet til en god frikadelleopskrift, og jeg er sikker på, at min mor ville synes, at det var prisen værd.
Selvom hun nok fortsat ville nøjes med at hakke løgene…

De bedste frikadeller
Ingredienser
- 500 g hakket gris
- 1 æg
- 1 revet løg
- 1 dl mælk
- 1 dl finvalsede havregryn
- 1 tsk salt
- 1/2 tsk allehånde
- Smør til stegning
Sådan gør du
- Kom alle ingredienser i en skål, og rør dem godt sammen. Brug gerne de kroge, der følger med elpiskeren.
- Lad farsen hvil på køl 1/2-1 time, og form den derefter til runde kugler. Steg dem brune i smør, og server dem med dit yndlingstilbehør. Her er det karamelliserede selleritern og rosenkål samt granatæblekerner og kartoffelmos. Så godt!
Skriv et svar