Fra mig til jer: en anbefaling til en stribe god sommerlæsning.
Det går lidt træt med at komme i gang med opskrifterne, så i stedet får I her alle tiders tip til god sommerlæsning.
Siden jeg skrev om “Det hun glemte” af Liane Moriarty for kun et par måneder siden, har jeg pløjet mig gennem hele hendes forfatterskab. Det har virkelig været en fornøjelse, og jeg har nydt stort set hver eneste side. Hendes romaner er perfekt sommerlitteratur, og det kan godt ærgre mig lidt, at jeg ikke har gemt en af hendes bøger til sommerferien. Så derfor kommer her en hurtig anbefaling, så I ikke begår samme fejl.
Det var egentlig min mening at fremhæve en af de fire bøger på billedet som særlig god, men jeg kan slet ikke vælge. Først prøvede jeg at skrive lidt om den ene, og så den anden og så… gav jeg fortabt. De tre af dem er nemlig virkeligt gode, og får en lige så varm anbefaling som “Det hun glemte”.
Det særlige ved Moriarty er, at hun formår at balancere sine historier på kanten over chick lit, så man får den nemme og rare læseoplevelse, samtidig med at et hverdagstema vendes på hovedet, og giver anledning til refleksion. På den måde løfter hun bøgerne en anelse fra det rent underholdende til det lettere tankevækkende, og det fungerer bare rigtig godt. Det er ikke stor litteratur, men det er bestemt heller ikke ligegyldig litteratur, og jeg beundrer virkelig hendes evne til at balancere midt imellem. Det er lige præcis den slags bøger, som jeg har lyst til at læse i sommervarmen.
I forhold til Hypnotisørens Kærlighed kikser det dog lidt, og det bliver i mine øjne bare en af mange kærlighedsromaner. Den er skrevet anderledes end de andre bøger, og man får ikke den her trang til at finde ud af, hvad der er sket. Derudover har jeg svært ved at forholde mig til både en hypnotisør og stalker, da det er alt for langt fra min verden. Det er historierne i hendes andre bøger dog også – altså langt fra min verden. Den afgørende forskel er, at de rummer et genkendeligt og universelt tema, og at den fremmede ramme bruges til at nuancere temaet.
Så kort og godt: Læs alle hendes bøger, men gem Hypnotisørens Kærlighed til du er løbet tør for de andre.
Tak for tippet, når jeg er kommet igennem min læsestak, må jeg læse noget af hende 🙂
Ja, gør endelig det! Og så må jeg hellere give Maude/Skørelivs anbefaling videre: Sørg for at have et par stykker klar, for de giver altså lyst til mere.
De er SÅ fantastiske! Jeg knuselsker Moriarty – ubetinget! ❤️
Ja! Jeg håber, at der snart kommer nyt fra hende.
Jeg har læst ‘store små løgne’ og ‘min mands hemmelighed’. De ligger plotmæssigt meget op af hinanden, så det var godt jeg ikke læste dem lige efter hinanden. Men ja, helt enig, de er gode. ‘Store små løgne’ er dog min favorit. Kh. Birgitte
Jeg er også vild med “Store små løgne”, og kan også varmt anbefale tv-serien. “Vanvittig skyldig” og “det hun glemte” er skrevet som de to, du har læst, men plottet er anderledes. Der er ikke nogen, der på samme måde har gjort noget forkert. (Beklager, at jeg skriver i koder, men jeg vil nødigt røbe for meget om nogen af bøgerne.)