Da vi for et par uger siden tog den store hvad skal du være til fastelavn-snak var der ingen tvivl. Pigen ville være klovn.

I efterårsferien var hun på Frilandsmuseet med sin far, hvor de så en klovn med en stor rød næse (sidenhen kendt som næseklovnen), og kun en måned senere var hun så med mig til et arrangement, hvor Benny Schumann optrådte med sine velkendte  tallerkentricks. Pigen insisterede derfor på at være en tallerkensvingende klovn med rød næse.

Kostumet er ganske simpelt. Bukserner er lavet med udgangspunkt i et helt almindeligt mønster til brede børnebukser med elastik i livet. I stedet for elastik har jeg dog sat rigilenebånd i livet for at gøre dem lidt klovnede. Da man så kan se ned i bukserne, har jeg også valgt at lægge ekstra længde til ombukket.

Da hun ikke helt er kommet sig over ikke længere at kunne passe Timmy-kostumet er bukserne syet, så de er lidt for store. For at hun ikke skal skvatte i dem, har jeg sat elastik i benene, som snildt kan tages ud, når benene er blevet længere. Bukserne holdes oppe af seler lavet af to stykker farvestrålende elastik og med pynteknapper foran. Elastikkerne krydser på ryggen, så de ikke glider ned om skuldrene.

Blusen er en gammel sag, hvorpå jeg har limet små filtkugler med en limpistol, og næsen er indkøbt hos den nærmeste legetøjsforretning.

Tallerkensvingningen klares ved at sætte en paptallerken fast på en blomsterpind, så det ligner, at hun balancerer med den. For at tallerkenen skal se lidt mere kostbar ud, har jeg malet den i mussel mega-stil. Det var bestemt ikke let, og pæn er den heller ikke blevet. Alligevel er både Pigen og jeg ganske tilfredse, og min respekt for plattedamer er nu større end nogensinde. Tænk at de kan male de helt små motiver, og tænk at jeg faktisk nedstammer fra en af dem. Det skulle man ikke lige tro.

Det var i øvrigt min plan at vise et billede af kostumet i hel figur, og Pigen var også helt med på modeljobbet. Dog er der nogen, der har lært hende at brøle appelsiiiiin, når der trykkes på udløseren, hvilket giver et ualmindeligt bøvet udtryk. Det er der bestemt ingen grund til at offentliggøre, så jeg klamrer mig til et spinkelt håb, om at jeg kan snige mig til et bedre billede en af de kommende dage.