Vores hverdagsmorgener har de seneste år kørt efter samme struktur, hvor Manden pisker ud af døren på en halv kop kaffe kl. 7, mens jeg slynger noget hurtig morgenmad i min og Pigens tallerkener, og en times tid senere halser ud af døren til børnehave og arbejde.

Når Manden har haft en hverdagsfridag og mulighed for at følge Pigen i børnehave, har jeg gerne haft intention om at møde tidligt eller nå at træne på vej til arbejde. Det bliver dog sjældent til noget, da muligheden for en hverdagsmorgen i slowmotion er en luksus, som er svær at modstå.

Fra i dag bliver disse fælles morgener dog langt mere hyppige, og jeg glæder mig sådan til, at vi kan hjælpes ad og være fælles om morgenmåltidet. I dag er nemlig dagen, hvor Manden begynder nyt arbejde, og selvom han fortsat skal have et par døgnvagter om måneden, er mødetiden nu langt mere fleksibel.

Det betyder, at han under min barsel kan følge Pigen i børnehave, så jeg ikke skal stå alene med både hende og babyen, og det betyder, at vi selv kan bestemme, hvordan morgenerne skal forløbe, når jeg om et år vender tilbage til arbejde. Jeg er helt klart husets morgenmenneske, og jeg glæder mig til, at jeg også kan være den, der møder tidligt og får tilsvarende tidligt fri. Allermest ser jeg dog frem til, at vi helt selv kan planlægge, hvordan vores morgenrutine skal være, om det så bliver i fællesskab eller om vi skiftes til at styrte tidligt ud af døren.

I anledning af første arbejdsdag skulle Manden først møde kl. 10, så vi har haft en ekstra lang morgen med sjælden fælles morgenmad. Ikke noget avanceret ud over et perfekt blødkogt æg og et glas juice som supplement til en beskeden skål A38 med ymerdrys. Da Manden nu skal være kontornusser købte jeg et i går et par gaver til ham, så han er klar til at træde ind i et helt nyt arbejdsliv.

Første gave var en lille kinabog, hvor han kan skrive sine arbejdstider ind. Det er faktisk mest for min skyld. Jeg frygter nemlig både, at han får svært ved at løsrive sig fra arbejdet og kommer til at arbejde for meget og i modsatte grøft – at han pga. potentiel natlig skrigbaby og udkørt kæreste arbejder for lidt og derfor får alt for travlt op til deadlines.

Den anden gave er koppen på billederne. Jeg er selv rigtig glad for at have min egen private kop på kontoret, og sådan en syntes jeg derfor også, at han skulle have. En kontorkop skal være god at holde, hyggelig, af fornuftig kvalitet og tilpas grim til at ingen låner den. Den kombination er faktisk ret svær at finde, når den ikke må være feminin, men jeg synes, at det er lykkedes meget godt med mummikoppen.

Motivet på koppen er intet mindre end perfekt. Mummifar er i gang med at bygge et hus og ser ud til at være vældigt udfordret men rolig og fattet. Manden skal i gang med en Ph.d, og på samme måde som husbyggeriet er det et stort projekt med et enkelt mål, hvor det kan være svært at finde op og ned i processen. Manden så historien med det samme og blev virkelig glad for koppen. Da han først får sit rigtige kontor om en måned, får den dog lov at bo herhjemme indtil da.

Mit program for dagen er knap så spændende som Mandens. Jeg skal i gang med at lave en stor portion bolognese, så der er både til i aften og til fryseren, og så skal jeg til tandlægen og have lappet bisserne. Det skal nok blive spændende, da jeg efterhånden bliver ufatteligt svimmel af at tilbringe bare 10 minutter på ryggen. Sidste graviditet forløb fuldstændigt uden gener, men denne gang er jeg altså ved at være godt træt af den tykke mave og den tunge krop. Heldigvis er der kun en måneds tid tilbage, og jeg øver mig i at huske at hvile hver dag, inden familien kommer hjem. Det kniber det lidt med, da jeg helst vil ud at rode i haven og få ordnet alle de småting, der er besværlige med en baby på armen. Så ondt som jeg fik i går, skal jeg dog nok få det lært.