Både Manden og Pigen jublede over, at der var et par stykker cornbread tilovers fra vores tirsdagsmiddag, så der også var til madpakkerne dagen efter. Det så jeg også selv frem til. Jeg skulle nemlig arbejde sent, og henad kl. 17 var det virkelig tiltrængt med en tepause og en bid sødt brød. Det gav lige energi til et par ekstra timer på kontoret.
På vores rejser i USA har jeg flere gange fået serveret cornbread til min mad. Det smager bare supergodt med sådan et sødt brød til en krydret gumbo eller en gang crispy chicken & coleslaw. Min egen udgave af cornbread er dog en anelse mindre sød end de udgaver, jeg har smagt i USA. Børnene skal jo helst ikke tro, at de får kage til aftensmad.
Brødet skal helst spises nybagt, men kan også spises dagen efter, hvis det ristes eller man bare har rigtig meget lyst til majsbrød. Det er sødt som bananbrød, og jeg har planer om næste gang at fylde mit majsbrød med tørret frugt og hakkede nødder og spise det på samme vis til en god kop te.
Læs også: Banankage med god samvittighed

Cornbread
Ingredienser
- 100 g smør
- 50 g sukker
- 2 æg
- 2,5 dl kærnemælk
- 0,5 tsk bagepulver
- 100 g majsmel
- 100 g majsgryn
- 150 g hvedemel
Sådan gør du
- Smelt smørret i en pande med høje kanter eller i en bred gryde.
- Tag gryden af blusset, og rør sukkeret i. Tilsæt hurtigt æggene, og pisk godt, så de ikke stivner.
- Rør nu kærnemælken i, og tilsæt derefter de tørre ingredienser lidt efter lidt under konstant omrøring.
- Hæld dejen i en brødform beklædt med bagepapir, og bag brødet i ovnen i ca. 40 minutter ved 175c.
- Lad det nybagte brød køle lidt af på en rist, inden det skæres i tykke skiver. Spis det lunt.
Det ser godt nok godt ud!… Og ligner måske noget, som selv jeg kan finde ud af? Sidder lige lidt og venter på, at der kommer dufte fra mit køkken helt af sig selv. Det sker vist desværre ikke….
Åh, det kender jeg alt for godt – også selvom jeg ret godt kan lide at lave mad. Det bedste ved denne opskrift er næsten, at man bare skal bruge en pande. Så kan man bare kaste sig over det nybagte brød uden først at skulle klare en stor opvask 🙂
Skal der ikke natron i? Og tak for en, i øvrigt, udmærket opskrift 🙂
Åh, nu kommer jeg da helt i tvivl. Jeg gemmer desværre ikke mine opskriftsnoter, og kan ikke tjekke, om jeg skulle have glemt det. Det er jo meget typisk med natron i opskrifter med kærnemælk, hvilket vel er det du også har tænkt? Jeg ved dog ikke hvor stor en forskel det vil gøre her, men får da helt lyst til at teste det 🙂
Kan man nøjes med majsmel og hvedemel og undlade msjsgryn?
Altså erstatte majsgryn med majsmel? Det kan man nok godt, men konsistensen vil sandsynligvis blive mere fast.