Saftig kylling med citron, ris og smukke, grønne spinatblade tilberedt på en og samme pande. Nemt, sundt og lækkert i januar.

Denne pande med spinat, ris, kylling stegt i citronsmør er lige, hvad vi har brug for her i januar. Der er faktisk mindst tre gode grunde til, at du skal lave netop denne ret allerede i morgen.
For det første er den helt vildt nem at lave. En pande, 30 minutter, og vupti! Så er der aftensmad, som alle kan lide. Det er altid et hit, og hvis du som jeg forsøger at forene hjemmearbejde med hjemmeskole, kan vi vist godt blive enige om, at behovet for nem mad kun er blevet større. Især fordi børn jo spiser hele tiden…. Jeg når ikke engang at rydde af bordet, før de er sultne igen.
For det andet er det sundt. Det er vi nok også flere der har brug for efter en dejlig, lang og kalorietung juleferie. Magert kød, ris og spinat – det kunne være så kedeligt, men det er det slet ikke. For der er også citron i, hvilket smager ubeskrivelig godt og også giver lidt c-vitamin. Og det er heller ikke helt tosset på den årstid.
For det tredje er vi altså ude i en ret lækker omgang stegt kylling med ris. Sundhed og nemhed er altid et plus, men det afgørende er ultimativt smagen, og den er altså helt i top. Citronsmørret giver dejlig smag til panderetten, og får det hele til at hænge sammen. Kyllingen er super saftig, risene er perfekt møre, løgene er let karamelliserede og spinatten gør serveringen ekstra indbydende.
Citronerne er mest til pynt, men det er altså helt i orden at spise af dem for ekstra smag. Det gør jeg selv. Jeg vil dog anbefale at lade skallen være, da den er lige lovlig bitter. Det inderste kan man til gengæld nemt trække ud med en gaffel.

Skal vi lige tage en status?
Hvordan går det med dig og din hverdag? Er det nogenlunde som det plejer eller er du sendt hjem til tælling med både børn, delebørn, gravhund og overarbejde?
Jeg blev ærlig talt en anelse nedslået ved pressemødet den 29. december. Manden arbejdede meget i julen, og efter to uger alene hjemme med børnene havde jeg gerne set lidt forandring. Heldigvis har vi adgang til et hyggeligt, lille sommerhus, og i søndags pakkede jeg børn, skole og arbejde og indrettede kostskole i den lille hytte ved havet. Det er helt vildt rart med lidt luftforandring, og vi sørger for at komme ud på en god tur hver eftermiddag. I går cyklede vi 15 km for at købe sukker, så vi kunne lave varm kakao. Da vi ikke har bil med, er mange ting en anelse besværlige, men på sin vis gør det også vores hyttetilværelse lidt mere simpel.
I morgen aften kommer Manden herop, og så holder han weekend med børnene, mens jeg tager hjem og får lavet alt det arbejde, som jeg trods gode intentioner ikke når i løbet af ugen.
Og så er vi også færdige med at lege skilsmissefamilie for denne gang. Vores lille ophold gør underværker for humøret, men jeg glæder mig altså også til, at vi alle er samlet igen i næste uge.

Sådan laver du citronkylling med ris og spinat på kun én pande
En af de retter vi har nydt på vores lille lejrophold er denne ret med kylling og ris i citronsmør. Sommerhuset gemmer på den smukkeste gamle pande, som jeg virkelig elsker at bruge, og jeg blev derfor nødt til at lave en lækker panderet under vores ophold.
Retten får sin dejlige smag fra de stegte citroner. De skal steges i rigeligt brunet smør allerførst, så der ligger dejligt citronsmør tilbage på panden bagefter. Den skal kyllingen nemlig steges i.
Kyllingen skal blot brunes, da den skal tilbage på panden senere. På den måde bliver den supersaftig med med lækker stegeskorpe. Fyr godt op for varmen så den får godt med farve, og læg den derefter på en tallerken.
Husk at komme frisk smør på, inden du tilsætter løg. På det tidspunkt er panden nemlig ved at være tør. Skru ned for varmen og lad løgene karamellisere, så de bliver søde og bløde.
Jeg har kun brugt 200 g ris til opskriften, og serverer gerne en salat ved siden af, hvis vi er fire til bords. Springer du salaten over, kan det være en god ide med lidt flere ris – og lidt mere vand. Tag udgangspunkt i forholdet mellem vand og ris på emballagen, men reducer vandet med 0,5 dl. Spinaten afgiver også væde, og der er ikke meget sjov ved overtilberedte ris.
Når risene er ved at være færdige skal spinaten i. Vend den forsigtigt rundt, mens den falder sammen. Bare rolig – den kan sagtens være der. Smag nu retten til med salt og peber og tilsæt evt. lidt ekstra vand, hvis risen kræver det.
Kom kyllingstykkerne tilbage på panden, og tryk dem lidt ned i risene. Læg citronskiverne ovenpå, og lad retten stå ved lav varme ca. 10 minutter. Er der væde fra citron og kylling på tallerkenerne, skal det bare hældes ved. Det giver mere smag.
Server retten direkte fra panden og nyd en hyggelig aften med minimal opvask og mæt og veltilpas familie.

Citronkylling med ris og spinat
Ingredienser
- 1 citron (ubehandlet) i skiver
- 450 g kyllingebryst
- 50 g smør
- 1 løg i tern
- 2 fed hvidløg finthakket
- 200 g parboiled ris
- 3,5 dl vand
- 200 g spinat
- salt og peber
Sådan gør du
- Smelt halvdelen af smørret på en pande og lad det bruse af. Læg citronskiverne på, og steg dem et par minutter på hver side til de har taget farve.. Tag citronskiverne af panden.
- Del kyllingbrysterne i to, krydr med salt og peber og kom dem på panden. Brun dem på begge sider og tag dem af igen og læg dem til side. De skal ikke gennemsteges.
- Kom resten af smørret på panden, og steg løgene klare. Tilsæt hvidløg og ris, og steg yderligere et par minutter under omrøring.
- Hæld vandet og lidt salt ved, og lad risene simre 10 minutter. Rør i dem et par gange undervejs.
- Tilsæt spinaten, og vend den forsigtigt rundt, indtil den er faldet sammen. Smag til med salt og peber, og tilsæt evt. lidt mere vand, hvis risene ikke er møre. Læg kyllingebryst og citron oven på risen, og lad retten så ved svag varme ca. 10 minutter til kyllingen er varm og gennemtilberedt. Hæld gerne saft fra tallerkenen med citron og kylling i retten for ekstra smag.
- Server retten varm direkte fra panden.
Jeg bliver så glad, når jeg hører fra dig!
Jeg håber derfor, at du vil skrive en kommentar, hvis du laver en af mine opskrifter – eller bedømme den med stjerner. På den måde kan jeg se, hvad der virker, hvad I kan lide og om noget skal justeres. Du må også gerne tagge mig på instagram, hvis du lægger et billede op der.
Jeg besvarer selvfølgelig alle kommentarer.

Uh en simpel og lækker ret. Min yngste er godt nok ikke vild med spinat, men tænker at andre grøntsager sagtens kan komme i panden 🙂 kh. Birgitte
Lige præcis 🙂 Nemt og lækkert.
Man kan sagtens springe spinaten over, og servere det grønne ved siden af. Retten fungerer dog også med grønkål, men jeg kan forestille mig, at det nok heller ikke er et hit for den unge mand.