Der er blevet rusket godt op i vores morgenmad herhjemme. Efter jeg skrev dette indlæg, har de kedelige havregryn igen forladt weekendens morgenbord, og hverdagens tidlige timer har også fået et drys glamour. Der ryger stadig mindst et kilo havregryn om ugen, men nu toppes de med hjemmelavet knas, frugt og andet godt, og et par gange om ugen er de blevet i skabet. I stedet har vi spist ristet rugbrød, øllebrød og yoghurt med frugtkompot.
Morgenmaden er igen blevet et yndlingsmåltid, som jeg glæder mig til, når jeg om aftenen lægger hovedet på puden. Havregryn med mælk vil jeg altid spise, men af og til er det altså rart med lidt variation og hverdagsforkælelse.
En klassisk skål havregryn kan snildt pimpes med en god topping. Favoritten lige nu er denne sprøde chokomüsli. Det er ikke den sundeste variant, men med en skefuld eller to på en stor portion gryn, går det jo nok. Morbærrene smager næsten som karamel, og I kan tro, at der bliver spist store portioner havregryn, når der næsten er slik på toppen.
Jeps, havregryn vil altid være den primære morgenmad hos os.

Chokoknas
Ingredienser
- 1/2 dl sukker
- 1/2 dl honning
- 4 dl havregryn
- 40 g chokolade
- 1 stor håndfuld morbær
Sådan gør du
- Smelt sukkeret til karamel på en stor pande, og rør honningen i. Tilsæt havregrynene, og rist dem i honningen i ca. 10 minutter til de er lækkert gyldne.
- Hak chokoladen fint, og vend den sammen med de varme havregryn. Lad grynene køle af, før de blandes med morbær og kommes på glas.
Hvordan smager morbær? Det har jeg aldrig smagt. Har endda boet i Morbærhaven, men alligevel ikke 😀 Lyder lækkert med knasen, ellers 🙂
Tørrede morbær smager som sød karamel, og kan spises som slik. Når jeg har smeltet chokolade, vender jeg dem gerne i det, der sidder tilbage på skålen. Det er det rene slik.
Sjovt at du har boet i Morbærhaven. Der er jeg kommet en hel del.
Det lyder som noget, jeg skal prøve engang 🙂 Ja, det er da sjovt. Det er dog 11 år siden, jeg flyttede derfra, men jeg var ret glad for at bo der 🙂