Der er ikke noget mine børn elsker som broccoli. Det er måske en lidt atypisk favorit fra den grønne verden, men ikke desto mindre er det sandt. De spiser dog kun toppen, hvilket er helt fint for mig. Jeg kan nemlig bedst lide stokken.
I lørdags var jeg alene hjemme med børnene, og så hører der lidt ekstra forkælelse til. Broccoliforkælelse og tærteforkælelse. Pigen elsker tærter, og selvom jeg selv har udviklet mig fra tærteskeptiker til tærtefan, er det gerne på hendes opfordring, at de kommer på middagsbordet. Og det gør der tit om sommeren, når alle grøntsager strutter, og maden godt må være lidt mere simpel.
Denne sommer bliver bestemt ikke nogen undtagelse, for i lørdags viste det sig, at familien har fået en ny tærtefan: En lille, rundhovedet fyr, der glad kører tærte ned i mavsen, til hans øjne triller rundt af udmattelse og mæthed. Han spiste 1/3 af tærten. Pigen spiste de to små tærter, som hun selv havde lavet, og 1/4 af den store foruden et ordentligt bjerg gulerodsråkost. Jeg havde ellers troet, at opskriften ville række til 4 personer…
Jeg kom lidt chili i dejen for at give den karakter. Den er altså ikke stærk, men chilien kan godt fornemmes og prikker lidt til sanserne.
Broccolitærte
(4 personer eller mine 2 børn)
100 g hvedemel
50 g grahamsmel
1/2 tsk chiliflager
1 knsp salt
75 g koldt smør
1 æg
1 stor broccoli – kun toppen
4 skiver serranoskinke
2 dl hytteost
1 dl creme fraiche 18%
2 æg
salt og peber
Bland mel og krydderier. Skær smørret i små stykker, og smuldr det i melet, til konsistensen bliver som savsmuld. Kom ægget i, og tryk dejen godt sammen. Er dejen for tør, kan man tilsætte lidt vand, og hvis den er for våd, kan man ganske forsigtigt ælte lidt mere mel i.
Rul dejen ud mellem to lag bagepapir, og læg den i fryseren i ca. 10 minutter. På den måde slipper den nemmere papiret.
Tryk dejen godt ned i en tærteform. Bag den blindt ved 200c varmluft i 10 minutter. Det gøres ved at fore tærten med bagepapir og fylde den med fx tørre kikærter eller bønner. Gem bønnerne i et særligt glas til næste tærtebagning. De kan ikke spises.
Damp eller skold broccolitoppen ganske kort. Del den i små buketter.
Bland hytteost, creme fraiche, æg, salt og peber til en creme.
Pluk skinken i mindre stykker, og fordel størstedelen på tærtebunden. Hæld cremen over, og fordel til sidst broccolibuketterne og den sidste skinke på tærten.
Bag tærten ved 180c varmluft i 30 min.
Skriv et svar