I januar lovede jeg en omtale af Harper Lees ‘Sæt en Vagtpost ud‘, så snart jeg var færdig med den. Jeg var på det tidspunkt godt i gang med at læse bogen, og havde forinden læst ‘Dræb ikke en sangfugl’ af samme forfatter. Jeg endte dog med at lægge ‘Sæt en Vagtpost ud’ fra mig, og fandt den først frem igen for et par måneder siden. Det havde bogen brug for, og hvordan det kan være, vil jeg fortælle mere om i denne anmeldelse.

Først lidt baggrundsviden.

‘Sæt en vagtpost ud’ blev skrevet i 1960, og handler om kvinden Jean Louise, der lever i sydstaterne i 1950’erne. Bogen udkom dog først for et år siden, fordi Harper Lees forlægger i første omgang sender hende hjem med opfordring til at skrive bogen om, så den i stedet handler om Jean Louises barndom.

Det gør Harper Lee, og den bog bliver til ‘Dræb ikke en sangfugl’. Hun kommer ikke til at skrive flere bøger, og manuskriptet til ‘Sæt en vagtpost ud’ bliver liggende i en skuffe, indtil det dukker op i 2011.

I mellemtiden er ‘Dræb ikke en sangfugl’ blevet en verdenskendt roman, og ‘Sæt en vagtpost ud’ bliver derfor udgivet og solgt som et glædeligt gensyn med de kendte karakterer og en fortsættelse af klassikeren. Det er den dog ikke helt.

Hvis vi skal begynde med det postitive, så er ‘Sæt en vagtpost ud’ sammen ‘Dræb ikke en sangfugl’ en rigtig god fortælling om diskrimination i USA i 1930-1950’erne. Bogen giver et ærligt billede af tiden og raceproblematikkerne. Det er også hyggeligt at møde Jean Louise igen som voksen, mens andre karakterer er sværere at genkende. Er det længe siden, at man læste ‘Dræb ikke en sangfugl’, er det alt i alt et fint lille gensyn.

Hvis man til gengæld har læst ‘Dræb ikke en sangfugl’ umiddelbart inden, er læseoplevelsen knap så god. Det var derfor, at jeg måtte lægge bogen til side.

Der er altså grund til at manuskriptet i første gang blev afvist, og ‘Dræb ikke en sangfugl’ er en bedre og langt mere levende roman. Bøgerne er grundlæggende bygget på den samme historie, og derfor er der rigtig mange beskrivelser og anekdoter, der går igen. Det er ikke specielt spændende, når man netop har læst dem i en anden bog.

Det største minus ved at betragte de to bøger som en fortsat historie er dog, at retssagen som bøgerne handler om, har forskelligt udfald. I den ene bliver manden dømt. I den anden bliver han kendt uskyldig.

Det er så væsentlig en forskel, at ‘Sæt ikke en vagtpost ud’ nok slet ikke burde være udgivet. Når det er sagt, så er det i sig selv en fin bog, og hvis man blot er ude efter et gensyn med Jean Louise og en spændende sydstatsroman, så vil bogen være hyggelig læsning. Men ikke som en to’er til Dræb ikke en sangfugl.

• 
• 
• 
• 
•