Som jeg skrev i går, vil jeg henover sommeren komme med lidt flere boganbefalinger end sædvanligt. Det seneste halve år har jeg været på opdagelse både i Mandens bogsamling og på biblioteket. Ikke alt har været lige godt, men enkelte bøger fortjener et par ord her på bloggen. De fleste har en del år på bagen, og det vil virkelig være en skam, hvis de bliver glemt, blot fordi de ikke har potentiale som klassikere eller fordi filmatiseringen er mere kendt.

Jan Guillous “Ondskaben” er den første bog, der får lidt ekstra opmærksomhed her på bloggen. Den er måske ikke ved at blive glemt, men med en bragende god filmatisering og en alder af 35 år, synes jeg, at den skal forkæles med en lille omtale. Det er nok længe siden, at det sidst er sket.

Bogen er baseret på forfatternes egen opvækst og kostskoleophold i Sverige omkring år 1960. Det er en historie om vold og hvor svært det er at bryde fri fra den. Man følger hovedpersonen Erik, når han udsættes for systematisk afstraffelse af sin far og når han selv tyer til vold som bandeleder i skolen. Da han sendes på kostskole, beslutter han at sige farvel til vold og slagsmål, hvilket dog viser sig at blive sværere end forventet. På skolen har de ældste elever ansvaret for at opdrage de andre skoledrenge, og både lærere og ledelse lukker øjnene for selv de groveste metoder.

Voldsscenerne er beskrevet så malende, at  man næsten selv føler smerten og angsten, mens grusomheden får lov at trænge ind under huden. Det er grumt, det er rædselsvækkende, og det er virkelig velskrevet.

I filosofiske samtaler mellem hovedpersonen og hans værelsekammerat bliver man som læser hvirvlet ind i overvejelser om, hvorvidt man kan slå ondskab med intelligens, eller om vold kun kan bekæmpes med vold. Den dagsorden har desværre ikke mistet sin aktualitet.

Selvom bogen er baseret Jan Guillous eget kostskoleophold, går hovedpersonerne Erik Ponti og Pierre Tanguy igen i andre af hans helt igennem fiktive romaner. Det er en pudsig detalje, som jeg faktisk godt kan lide. Det distancerer historien en smule fra den brutale virkelighed, den er baseret på, og sætter forfatteren fri af sin egen historie.