Findes der noget bedre end at krølle sig sammen med te, tæpper og en god bog, mens efterårsregnen slår mod ruderne og tiden ophører med at eksistere, mens siderne vendes? Ikke rigtigt, vel.
Har du ikke børn, er du en heldig kartoffel, der bare skal nyde friheden til at forsvinde ind i en god bog. Har du børn, er du også en heldig kartoffel, men jeg gætter nok ikke helt forkert, hvis dit litterære input ofte har en væsentligt yngre målgruppe i sigte. Med lidt planlægning af middagslure og legeaftaler, er det dog ikke helt umuligt at tiltuske sig en god læsestund. Og trænger mand og børn i øvrigt ikke til at brænde lidt krudt af på legepladsen? Måske bliver det ikke til en hel bog, men en time eller to kan også gøre det.
Jeg ville helt bestemt også have sat pris på Liane Moriartys bøger, inden jeg fik børn, men hun fik aldrig chancen. Dengang var jeg helt og aldeles opslugt af Dostovjevskij og moderne franske forfattere – Litteratur som til gengæld blev alt for krævende, i det øjeblik Pigen kom til verden for snart 9 år siden.
Det er svært at være bogsnob med blebørn, og efter et par års søgen fandt jeg frem til en ny yndlingsgenre, hvor Liane Moriarty er en forrygende repræsentant. Opskriften består af gode sætninger, levende karakterer, genkendelige træk fra hverdagslivet der lige får lidt ekstra, en sen afsløring/drejning i handlingen og en behagelig slutning. Meget klassisk skulle man mene, men der er dog relativt få forfattere der mestrer det hele, og hos mange bliver det en anelse for sødladent. Men ikke hos Moriarty – Hun ved, hvad hun gør.
I hendes seneste bog “Et fængslende møde” tager Moriarty et klassisk wellnessophold til ekstremer. Hun leger med tanken om, hvad der kan ske, hvis man skruer lidt op for det hele, og hun skaber troværdighed gennem en velkonstrueret baggrundshistorie, som man løbende får en lille bid af.
Hovedpersonen er en forfatter i overgangsalderen, som ser både sin karriere og sit kærlighedsliv smuldre, og derfor har givet sig selv et wellnessophold for at komme til hægterne. Små observante detaljer om, hvordan hun slikker papiret fra en Kitkat – og selv frastødes af det – gør hende levende og nærværende. Som primær fortæller i historien er det et klogt træk at gøre hende til forfatter, da det giver en troværdighed i forhold til hendes maleriske beskrivelser af de andre karakterer og deres handlinger.
Kapitlerne har skiftende fortællere, og på den måde kommer alle karakterer til orde og kan berige historien med detaljer, som hovedpersonen ikke ville kende, og på en levende måde, som ikke ville være mulig ved en klassisk tredjepersonsfortælling. Det er et supergodt træk, der også giver mulighed for langsomt at udrulle de detaljer, der får hele situationen på wellnessresortet til at eskalere i kaos og frygt.
Bogen er medrivende fra første side, og sproget flyder let og elegant. Som hendes andre bøger, opstår situationerne i samspil mellem mennesker, der som udgangspunkt har gode intentioner og er formet af deres tidligere oplevelser. Karakterernes menneskelighed er det jeg holder allermest af i hendes forfatterskab. Moriartys verden er aldrig sort/hvid og hendes persongalleri er aldrig opdelt i gode og onde. Tværtimod rummer de alle nuancerne derimellem.
Holder du af en god bog, hvor siderne vender sig selv, er “Et fængslende møde” en klar anbefaling fra mig. Den udkom tidligere på året, og der er derfor en del ventetid på bibliotekerne, så bare se at få bestilt den hjem.
Jeg beklager min lange intro, men jeg kender alt for mange mødre, der læser langt mindre end de ønsker. Hører du til dem, er Moriartys bøger et rigtig godt sted at begynde. Kapitlerne er korte, og man taber ikke tråden, selvom bogen ligger ulæst et par dage. Hvis du har set Big little lies, kan du eventuelt begynde med den – det er nemlig også hendes værk.
Her kan du se, hvad jeg tidligere har skrevet om hendes bøger og forfatterskab:
Boganbefaling: Det hun glemte
Boganbefaling: En velbevaret hemmelighed
Forfatteranbefaling: Liane Moriarty
Skriv et svar