“Dukkemageren” af Jessie Burton købte jeg på vores campingferie. Der findes bare ikke noget hyggeligere end at ligge i telt omgivet af sine små, snorkende soveposebanditter og læse bøger i lyset fra en lommelygte. Især hvis der også er en pose lakridser inden for rækkevidde.

Det blev bare til et enkelt kapitel om aftenen, for børnene sov sent, og jeg var også selv træt efter hele dage i frisk luft. Hver dag så jeg dog frem til den lille læsestund, og da vi var hjemme igen var bogen det første, der blev pakket ud.

Historien finder sted i 1686, og handler om den 18-årige Nella, der flytter til Amsterdam for at leve med den velhavende købmand Johannes, som hun blev viet til et par måneder tidligere. I huset bor også Johannes søster, en sort tjener og en tjenestepige. Nella fornemmer straks, at huset er fyldt med hemmeligheder.

For at give Nella noget at beskæftige sig med, forærer Johannes hende et skabsstort dukkehus, som hun kan indrette. Nella er ikke begejstret for gaven, men opsøger dog en dukkemager, fordi dukkehuset trods alt kan give hende lidt adspredelse.

Dukkemageren leverer de smukkeste miniaturer til hende – både dem hun har bestilt og andre sager. Da dukkemagerens små kreationer begynder at afspejle virkeligheden, bliver Nella på en gang nysgerrig og bange.

Dukkemageren og dukkehusinventaret tilfører bogen ekstra spænding, men den egentlige historie findes i alle hemmelighedskræmmerierne. Jeg var fuldstændig tryllebundet af bogen lige til sidste side for endelig at få svar.

Jeg er normalt ikke til overtroiske elementer, og kan godt blive lidt irriteret over dukkemagerens rolle, som på sin vis godt kunne undlades. Det er dog også dukkemageren, der giver læseren hints og gåsehud. Og det ville jeg ikke være foruden. Jeg må nok bare erkende, at det overtroiske måske nok er noget for mig alligevel. Det fungerer i hvert fald godt i denne roman.

Bogen tegner et godt billede af Holland sidst i det 17. århundrede. Bagest i bogen er der en forklaring af de vigtigste begreber og en oversigt over lønniveauer for den tid. Det er en rigtig rar detalje. Bogens temaer -kærlighed og bedrag – er dog universelle, og kunne på sin vis også være fortalt i en nutidig ramme. I så fald havde fortællingen dog nok været mindre magisk.

Jeg ville gerne fortælle mere om karaktererne og handlingen, men det er næsten umuligt uden at røbe for meget. En bog om hemmeligheder skal jo have lov til at beholde sin mystik.