Dræb ikke en sangfugl har længe stået på min læseliste, så det var en skøn overraskelse at finde den under juletræet. Det er ikke uden grund, at den er blevet en klassiker og fast pensum på mange amerikanske skoler. Temaerne holder endnu og selve historien kan vi vist alle lære af.

Dræb ikke en sangfugl er skrevet i 1960 af Harper Lee. Bogens handling udspiller sig i Alabama i 1930’erne, og handler om racediskrimination, fordomme og angst for det fremmede. Det er alvorlige emner, som dog fortælles varmt og let af den 9-årige hovedperson.

Den 9-årige pige kaldes Scout, og er en gæv lille størrelse, der lever et frit børneliv sammen med sin storebror og naboens sommerferiebarn. Scout og broderen bor alene med deres far, Atticus Finch, der har travlt med sit virke som advokat, og ikke stiller de store krav til børnene – der heller ikke har de store forventninger til ham. Da Finch påtager sig forsvaret for en sort mand, der er anklaget for at have voldtaget en hvid kvinde, følger Scout med på sidelinjen med sine uskyldige barneøjne. Hendes forståelse for hendes far vokser i takt med hendes forståelse for verden. Hun rapporterer til læseren om de voksnes ulogiske holdninger til race og samfundsklasser og leverer en indsigt, som stadig er aktuel i dag.

Bogen er velskrevet og nem at læse. Der fortælles mange små historier fra Scouts hverdag, mens kernehistorien om retssagen bygges op. Til slut bindes det hele sammen med en fin lille sløjfe, som giver titlen mening.

“Dræb ikke en sangfugl” var indtil i år Harper Lees eneste udgivne roman. Det er en af de vigtigste, prisbelønnede klassikere i amerikansk litteraturhistorie,  og der var derfor mange der så frem til udgivelsen af hendes anden roman “Sæt en vagtpost ud” her 55 år senere. Den præsenteres flere steder som en fortsættelse af historien om Scout, der i denne bog er blevet voksen. I virkeligheden er denne bog dog skrevet før “Dræb ikke en sangfugl”, og det har ikke været meningen, at de begge skulle udgives. Jeg er endnu kun halvt igennem mit eksemplar af denne lidt særprægede to’er, men deler min læseoplevelse her, når jeg har vendt den sidste side.