Superspændende bog om at se sit liv med nye øjne.
Da jeg i torsdags skrev om, hvor begejstret jeg var for serien “Big Little Lies”, svarede flere tilbage, at også bogen og forfatterens andre bøger er ret fantastiske.
Det var en ny og meget velkommen opdagelse, at serien var baseret på en bog, så på vej hjem fra arbejde slog jeg et smut forbi biblioteket for at finde bøger af samme forfatter. Der var kun én, og den blev jeg allerede færdig med søndag aften. Heldigvis var jeg blevet varslet om, at en bog slet ikke er nok, så de andre bøger reserverede jeg med det samme. Mens jeg utålmodigt venter på, at biblioteket får samlet dem sammen, vil jeg dele min læseoplevelse med jer.
Bogen er “Det hun glemte” af Liane Moriarty. Den handler om en 39-årig kvinde, der slår hovedet voldsomt. Da hun kommer til sig selv, har hun glemt de seneste ti år af sit liv. Hun tror, at hun er 29 år, lykkeligt gift med sin mand og gravid med sit første barn. I virkeligheden er hun mor til tre børn, midt i en strid skilsmisse og mere organiseret og fit, end hendes gamle jeg kunne forestille sig.
Det kan måske lyde lidt banalt, og var det ikke for anbefalingerne, havde jeg nok ikke taget bogen ned fra hylden. Forfatteren bruger dog hukommelsestabet til at lade sin hovedperson reflektere over sit liv, og det fungerer altså.
Hovedpersonen, Alice, forlader hospitalet og genoptager sin dagligdag, inden hun har fået bare en smule af sin hukommelse tilbage. Hun må agere mor for tre børn, der virker fremmede, og oplever hurtigt at hendes forhold til veninder og søsteren har ændret sig. Værst er dog, at hun skal skilles fra den mand, som hun elsker så højt, og som hun har allermest brug for. Man følger derfor hendes forsøg på både at redde forholdet og finde ud af, hvorfor det gik skævt, samtidig med at hun skal jonglere en dagligdag, som hun ikke kender. Samtidig dukker navnet Gina hele tiden op. Alice forstår hurtigt, at Gina har en vigtig betydning, men har svært ved at få svar på, hvem hun er og hvilken rolle hun spiller i forhold til skilsmissen.
Bogen er velskrevet, og historien folder sig langsomt ud, hvilket er en fortælleform som jeg generelt er ret vild med. Alices hukommelse vender langsomt tilbage gennem sanser og små glimt, og bogen ender som en meget troværdig historie om et parforhold i opløsning.
Hvad der umiddelbart virkede som en lidt for letbenet roman, endte med at sætte en masse tanker i gang hos mig. Jeg skal ikke dele dem alle sammen, men håber dog, at I vil være med på et sjovt, lille tankeeksperiment.
Hvordan ville jeres 10 år yngre jeg have det med at vågne op i jeres nuværende liv i morgen?
For mig ville det være en kæmpe omvæltning. Dengang havde jeg knap nok mødt Manden, og var i øvrigt igang med at skrive speciale. Og så trænede jeg rigtig meget. To børn, en milliard nullermænd, 37-timers arbejdsuge, haveprojekter, nul træning og daglig madlavning ville være en ret stor mundfuld.
Arbejdet ville jeg nok være glad for, men resten ville være virkeligt skræmmende at vågne op til. Seriøst skræmmende, faktisk. (Men af alle de ting jeg har i dag, er det kun nullermændene jeg ville være foruden ♥)
Hvor sjovt, Emilie, jeg satte præcis samme eksperiment i søen da jeg læste bogen, og ja – den er SKØN, den bog! Jeg fik en del kommentarer, og mange var meget glade for deres nuværende jeg. For mit eget vedkommende er jeg (stadig!) ikke helt sikker…. Tror bedre jeg kunne lide mit mere uskyldige jeg. Du kan læse mit indlæg (og svarene) her, hvis du har lyst: http://skøreliv.dk/?p=534
Stort kram fra mig! ❤️
Ej, hvor sjovt! Jeg vidste slet ikke, at du havde bogomtaler på bloggen. Er der flere?
Det er nogle ret fine kommentarer, og hvor er det skønt, at de fleste foretrækker sig selv, som de er i dag. Jeg ved ikke helt, hvad jeg selv synes, og om jeg egentlig har ændret mig så meget eller om det bare er alt det udenom, som har ændret sig markant. Det var dog lettere at være sød, dengang man bare kunne gå hjem til sig selv, når man ikke gad mere 🙂
Det er nemlig helt klart lettere at være sød når der ikke er andre at tage hensyn til!
Jep, fra tid til anden skriver jeg lidt på bloggen om de bøger jeg læser, så der er mere derinde (og mere på vej). God påske til dig, nyd dit gode humør og de sporadiske solstrejf!
Glæder mig til flere bogomtaler! Det lader til, at du har god smag 🙂
Nyd påsken!
Hmm for 10 år siden, … det skræmmende for der var jeg sammen med min voldlige eks, ville mit jeg forstå det og ikke prøve at få ham igen, det var nemlig lige der omkring han blev rigtig slem….. hun ville dog være glad for at bo på landet og havde hund. Men livet er godt nok anderledes end jeg tænkte det for 10 år siden…. den gang regnede jeg med at jeg nu ville være gift (med idioten forstås) og havde et par børn, en på ca. 8 år og en lille søsterbror…. heldigvis skette det ikke men ville gamle jeg forstå det?
Sikke en forfærdelig historie. Det må være en stor udvikling at gå igennem, og det må have krævet meget mod at komme ud af forholdet. Det synes jeg er ret flot.
det stadig ikke nemt, og er jo også derfor jeg har ptsd og den deraf følgende førtidspension.