Min lille dreng er blevet 2 år, og det fejrede vi i lørdags på helt traditionel vis med de allerbedste fødselsdagsboller og lagkager pyntet med flødeskum og tyk glasur. Han er en heldig lille kartoffel sådan at have fødselsdag midt i jordbærsæsonen, så den ene kage blev selvfølgelig fyldt med søde, røde bær fra vores eget bed. Det kan novemberbarnet godt misunde. Til gengæld hører der altid varm, krydret kakao til hendes fødselsdag♥
Jordbærbedet giver ikke lige så godt som sidste år, men hvor føler jeg mig dog rig, når jeg hver dag bærer et par håndfulde bær ind i køkkenet. Der er lige nok til en salat eller lidt forkælelse i madpakken og på havregrynene. De fleste bliver dog bare spist, som de er.
Da der kun var jordbær til en enkelt lagkage, blev den anden kage fyldt med solbærkompot vendt med makroner i det nederste lag og vaniljecreme øverst. Den var et stort hit hos de voksne, mens børnene foretrak jordbærkagen.
Lagkagebundene lavede jeg efter en gammel opskrift, som har været lidt glemt. Det var et meget glædeligt gensyn, og jeg vil derfor dele opskriften her. Den er meget enkel, og giver en helt perfekt kage med flad top. Kagen er let og luftig og samtidig så stabil, at man nemt kan dele den i tre og jonglere lidt rundt med bundene, uden de går i stykker. Det er særlig rart, hvis børnene skal hjælpe til med at samle lagkagen.
Selvom toppen bliver flad, er den ikke helt jævn, så husk at bruge den nederste bund øverst og omvendt – så bliver kagen som på billederne. De er i øvrigt taget før, jeg sprøjtede massive mængder flødeskum på kanterne. Jeg synes dog også, at de ganske pæne med de nøgne sider.

Lagkagebunde
Ingredienser
- 4 æg
- 120 g sukker
- 100 g hvedemel
- 1 tsk bagepulver
- smør til springformen
Sådan gør du
- Pisk æg og sukker sammen til en tyk masse. Det tager 5-10 minutter med en elektrisk pisker.
- Sigt mel og bagepulver ned i skålen, og vend det forsigtigt sammen med æggecremen med en dejskraber.
- Læg gerne et stykke bagepair i bunden af springformen, og smør både papir og sider med lidt smør. Hæld dejen i formen, og bag den ca. 25 minutter ved 175c. Lad kagen køle lidt af, før den tages ud af formen.
- Det er nemt at dele kagen i tre med dette simple trick: Læg en grydeske i almindelig størrelse på hver side af af kagen, og lad kniven hvile mod skeernes skafter, når du skærer kagen igennem. På den måde bliver bundene ensartede i størrelsen. Når den første bund er skåret fra, lægges skeerne igen på hver side af kagen, og handlingen gentages. Husk at bruge en brødkniv.
Skriv et svar