Jeg har vist slået verdensrekorden i længste boganmeldelse. Spring evt. halvvejs ned i indlægget til selve bogomtalen og mit miniinterview med forfatteren Jørgen Smidstrup.

 Den sommer jeg fyldte 23-år købte jeg en helt fantastisk 3-værelses lejlighed på Vesterbro. Køkkenet var nedslidt, væggene skæve, og gulvet var fyldt med splinter. De første seks måneder stod stuen helt tom, da jeg hverken havde  inventar eller penge til at møblere den. Det ene værelse lejede jeg ud, og det andet værelse indrettede jeg som en lille hule. Min første investering var et mikroskopisk spisebord og to stole til køkkenet, og året efter fik jeg endelig møbler i stuen, da min morfar i anledning af en flytning forærede mig både spisebord, stole og en seng, som jeg straks omdannede til sofa.

Min morfar forærede mig også et par nye bordplader til køkkenet, en porcelænsvask og et armatur til køkkenet, og et andet familiemedlem satte det hele op. Det blev startskuddet til en masse gode middage med venner, bekendte og folk jeg knap nok havde mødt før.

Et af de middagsselskaber, som jeg husker allerbedst, var en Mortens Aften, hvor jeg havde inviteret en håndfuld gode veninder, som ikke kendte hinanden indbyrdes. Jeg havde købt en and, de kom med alt det andet, og så gik vi ellers i køkkenet sammen. Jeg var bestemt ikke nogen god kok dengang, og min interesse for mad bestod nok mere i at spise end at tilberede et måltid. Faktisk var der vist ikke en eneste af os 24-årige tøser, der havde prøvet bare at stege en hel kylling før, og det var vist mere held end forstand at der kom et virkelig dejligt måltid mad på bordet. Nå ja og så et enkelt opkald til en mor, der var kyndig ud i brunede kartofler.

Når jeg tænker tilbage på min gamle lejlighed, er det altid med duften af and og lyden af pigelatter fra den aften. Det var med boblende gryder og masser af gæster, at jeg holdt allermest af min lille hybel, som jeg akkurat kunne betale med hele min SU. Alt hvad jeg tjente derudover, gik til rejser til Paris, gymnastiskkontingenter og mad i rigelige mængder. Sammenskudsgilderne blev nemlig færre i takt med, at min interesse for madlavning voksede, og jeg bare gerne ville forkæle mine gæster med god mad og vin lige efter mit hovede.

Det var gode tider, som jeg godt kan savne, men som fik et naturligt ophør da Manden flyttede ind. Ikke fordi han ikke ville have gæster, men fordi jeg var dybt forvirret over at skulle holde middag som et par. Ordet parmiddag var noget af det mest skræmmende dengang, og er det for så vidt endnu det. Jeg kunne sket ikke finde ud af, hvordan jeg skulle føre mine larmende, kaotiske og helt fantastiske venne- og venindeselskaber over i noget så borgerligt som parmiddage, hvor konversation tager pladsen fra fjol og pjat. Og så kom børnene – både vores og vennernes. Alle de søde, små pus, som har givet os så mange nye måder at mødes på langt fra det veldækkede middagsbord.

Vi har selvfølgelig stadig gæster til spisning af og til, men det der kommer nærmest min middagselskaber fra de unge 20’ere er vores spilleaftener, hvor vi spiser et hurtigt måltid med to eller tre gode venner, inden brætspillene findes frem. Det er uformelt, fjollet og superhyggeligt, men det er ikke helt det samme som de gode gamle middagsselskaber. For helt ærligt, så savner jeg at lave mad til gæster. Mad der får venner, bekendte og fremmede til at tale sammen. Mad som jeg gør ekstra meget ud af, fordi det nu engang er min måde at fortælle folk, hvor meget jeg holder af dem.

Jeg længes efter at se mine venner tale på kryds og tværs, mens dampende fade rækkes fra hånd til hånd fra den ene ende af langbordet til den anden. Og nu hvor børnene er blevet lidt større, er det måske ved at være muligt igen?

Det var en meget lang intro til det, som dette indlæg rent faktisk skal handle om – en anmeldelse af Jørgens Smidstrups kogebog “Mad, der får folk til at tale sammen Camillos Køkken”. Introen har dog en vis berettigelse synes jeg. Det var nemlig læsningen af Smidstrups kogebog, der har fået mine tanker til at kredse om tidligere tiders middagsselskaber og endda tro på, at det jo ikke behøver at være slut for evigt. Det handler jo i bund og grund bare om at huske at invitere indenfor, sætte et par ekstra tallerkener på bordet og så lave en ekstra stor portion af husets favoritret. Mere kompliceret er det trods alt ikke.

Det helt særlige ved Jørgen Smidstrups kogebog er hans evne til at fortælle historier. Som jeg vist har skrevet et par gange før, er jeg notorisk dårlig til at følge opskrifter, og derfor er det heller ikke dem jeg lægger allermest vægt på, når jeg anmelder kogebøger. Det vigtigste er alt det udenom. Den fortælling der binder opskrifterne sammen, så det bliver mere end blot en samling af gode opskrifter. Den fortælling der inspirerer mig til at gå i køkkenet uanset, om det er for at lave en af opskrifterne fra bogen eller opfinde en ny.

Jørgens Smidstrup udmærker sig som historiefortæller på især to områder. For det første rammer han fuldstændig plet med sit budskab. Han skriver en kogebog om mad, der får folk til at tale sammen, og nu kan jeg sket ikke slippe tanken om at invitere middagsgæster. Det er altså ret godt gået. Jeg vil faktisk også gerne spise i Camillos køkken, og allerhelst vil jeg gerne give en hånd med i køkkenet og opleve hans store madglæde på tæt hold.

For det andet er jeg ret vild med, at han ikke er blev for at lege med maden. Han kommer chili i bærsuppen, og anretter en salade nicoise, så man slet ikke kan genkende den. Med de fleste opskrifter følger også tip til variation, og på den måde inviterer han læseren til at lege med, og selv bygge videre på hans idéer. Det taler lige til mit legesyge madhjerte.

Opskrifterne er en god blanding af nytænkning og klassikere i forfatterens variation. Der er både opskrifter på solide vinterretter, lette grøntsagsserveringer, drinks og brunch. Det handler om smag og samvær, og opskrifterne er dejligt ukomplicerede, så man kan tilbringe mere tid med gæsterne end i køkkenet.

Hvis I undrer jer over, hvorfor bogen hedder noget med Camillos Køkken, når forfatteren hedder Jørgen, må I anskaffe jer et eksemplar for den lange historie. Den korte udgave får I her: Camillos Køkken er navnet på Jørgens Smidstrups pop-up restaurant.

Jeg har i tidens løb gjort mig mange tanker om, hvordan et godt måltid kan bringe folk sammen, og om selve maden og serveringen kan have betydning for, hvordan aftenen forløber. Jeg har endda læst om emnet i bl.a. “Ved Bordet” af Hans Boll-Johansen, og jeg har observeret, når jeg selv har været gæst. Med de mange selskaber i Camillos Køkken tænker jeg, at Jørgen Smidstrup må være lidt af en ekspert på området, og derfor sendte jeg for et par dage et par spørgsmål afsted til ham og herunder kan I læse hans svar.

Derefter bør I storme ud og købe hans bog, og så er I mere end klar til at holde et hyggeligt middagsselskab.

Fadservering eller tallerkenanretning – Har det betydning for stemningen ved bordet?

“En dejlig ret anrettet smukt på en tallerken vækker altid glæde, får gæsten til at føle sig velkommen og forkælet – det løfter stemningen i top. Små, lækre serveringer, der kommer til bordet på fade er vidunderligt og giver en dejlig stemning. Jeg skelner ikke mellem det ene og det andet. Jeg ser på hvilken mad, der egner sig til hvad. Ser også på hvilke gæster der kommer, hvis man frygter det bliver lidt ‘stift’ kan fadene løse lidt op for stivheden, men omvendt kan det også få gæster til at føle sig ‘fremmede’ i et ‘koncept. Jeg prøver altid at få mine gæster til at føle sig glade, trygge og ‘hjemme’ i mit køkken, ved mit bord.”

Hvad er vigtigst for en vellykket middag: Gæstelisten eller menuen?

“Begge dele er lige vigtige for mig. En skøn, blandet gæsteliste, hvor man som gæst og som vært er nysgerrig overfor hvem der er i huset, er en vigtig nøgle til en vellykket middag. Inviter altid nogle du har lyst til at se, bland med nogle som du ikke har set et stykke tid, nogle du så i går, nogle der er tætte på, nogle der måske er helt nye. Gerne forskellige aldersgrupper, gerne forskellige nationaliteter. Og sørg for, at menuen er sammensat af retter, du har lyst til at lave, lyst til servere – den glæde og energi smitter ud i selskabet. Mad med smag, med farver, med overraskelser – og gerne krydret med klassikere er garanter for en vellykket middag.”

Kan mad være så fin og avanceret, at den hæmmer samtalen?

“Ja for fan! Hvis det er alt for meget, alt for fint og dyrt, hvis det kun handler om at værten vil lave ‘show off’ så kan det gå helt galt. Gæsterne vil føle sig fremmedgjorte, samtalerne stivner og kommer kun til at handle om alt det høflige. Men vær ikke bange for at ‘trykke dig af’ som kok og vært – og lave noget flot, nyt og smukt, bare gør det med glæde, med overskud og vær endelig legesyg. Gør dig altid umage med menuen, det vil altid være godt for samtalerne omkring bordet.”

Og hvis du der læser med her, tænker, at det er lige godt det samme, fordi du slet ikke kan lave mad, jamen så har jeg også taget højde for det. Jeg har nemlig også fået Jørgen Smidstrup til at pege på de retter fra kogebogen, som han vil anbefale til den helt urutinerede kok, som skal holde sit livs først middagsselskab. Og hvis du ikke ved, hvem du skal invitere, kan du jo passende begynde med mig…

“En af de retter, der altid fungerer godt for den ‘nye’ kok eller vært, er pastaretten “Spaghetti, tomater, mandler og basilikum“, den virker altid, den smager vidunderligt og er nem at lave – og koster heller ikke noget særligt. Kokken skal blot huske på to ting; at finde gode, velsmagende og modne tomater, og at koge pastaen ordentligt. Det er der en helt side om i bogen – “Don’t mess with pasta“ på side 135.

Derudover kan jeg anbefale; “majs,-zucchini-pandekager“ som appetizer eller forret, den italienske brødsalat “Panzanella“ som forret, når efteråret sætter ind den franske løgsuppe, enten som forret eller  hovedret. Pizzaen med kartoffel og rosmarin er en sikker vinder, det kræver ‘kun’ at man kan rulle dejen tyndt, tyndt ud – og skære kartoflerne tyndt også. “Husets kylling“ er lige til at gå til og vækker altid glæde omkring bordet, “muslinger og tomat“, igen billigt, let og en crowd-pleaser. De to vegetarretter; “Kaninens Drøm“ og “Couscous, tomat, sweet potato & kikærter“ er nemme og med masser af smag. Vil man gerne slutte måltidet af med sødme og farve, er “Safranpærer & sultanas“ og den gammeldags æblekage skønne og lige til at gå til – og derudover er egentlig samtlige retter og opskrifter nemme at gå til, så det er bare med at komme i gang!”

Indlægget her er for længst blevet for langt, men sådan går det, når en god kogebog får tanker til at flyve, og hoved og sind fyldes med gode minder. Hvis du er nået hele indlægget igennem, håber jeg, at du også vil bruge et par minutter på at skrive et par ord i kommentarfeltet om, hvad du synes gør et godt middagsselskab.

• 
• 
• 
• 
•