Udskriv

Blinis

Blinis til forret eller brunch er fingermad, når det skal være fint. Det er på en gang fornemt og hyggeligt, og så er det en utrolig god undskyldning for at åbne en flaske bobler.

Antal 25 stk

Ingredienser

  • 2 dl skummetmælk
  • 15 g gær
  • 2 æg delt i blommer og hvider
  • 100 g creme fraiche
  • 1 tsk honning
  • 75 g hvedemel
  • 100 g boghvedemel
  • 0,5 tsk salt
  • smør til bagning

Sådan gør du

  1. Lun mælken i en lille gryde.

  2. Rør gæren ud i mælken, og tilsæt derefter æggeblommerne. Pisk godt, til massen er homogen.

  3. Tilsæt creme fraichen og honningen, og pisk til der ikke er klumper.

  4. Bland de to slags mel med salt i en stor skål. Tilsæt mælkeblandingen lidt ad gangen under konstant piskning. Bliv ved med at piske til dejen er helt glad.

  5. Dæk skålen med film, og lad dejen hvile en time på køkkenbordet.

  6. Når dejen har hvilet, kan man se, at gæren har gjort sit arbejde. pisk nu æggehviderne stive, og vend dem forsigtigt i dejen.

  7. Varm en god pande op (gerne støbejern), og smelt lidt smør på panden. Bag 3-5 blinis ad gangen afhængigt af størrelse på både pande og blinis.

  8. Hold de færdigbagte blinis varme i ovnen. Varm den op til 100c og kom pandekagerne i et ildfast fad dækket med folie, efterhånden som de bages færdigt.

  9. Blinis er bedst lune. Anret dem med en masse forskellig topping, og server dem for den( eller dem),  du har kær.