Hvis man her i september spørger mig om min yndlingsfrugt, vil jeg uden tøven svarer figner. De smager stilfærdigt og overdådigt på en gang, og indeni er de smukke som rubiner. Jeg synes dog også, at de pynter, mens de stadig er hele.
En af mine veninder har et figentræ i haven, og det skal jeg altså også have en dag. Vi skal bare lige have lagt en ny terrasse, før det er tid til at plante nye træer. Det skulle være sket denne sommer, men anlægsgartneren brændte os af, så det må blive næste år.
Det sjove ved figentræer er, at der hænger frugter til to sæsoner på en gang, så der blandt de plukkemodne figner også er små grønne figner. Det ser så fint ud.
Figner er allerbedst i helt simple tilberedninger og gerne med lidt ost. De tåler både en god blå ost, gedeost eller som her en stilfærdig ricotta. Disse små tartines er en herlig, lille eftermiddagsservering, som jeg dog også kan finde på at spise til morgenmad. Hvis man skruer ned for honningen, kommer en skive parmaskinke på og drysser med lidt peber,vil de også være fortrinlige som forret.
Et lille drys granatæblekerner fremhæver det fine rubinlook.

Tartine: figen og ricotta
Ingredienser
- 4 tynde skiver brød
- 100 g ricotta
- 3 figner
- 1/4 granatæble
- 4 tsk flydende honningonning
Sådan gør du
-
Rist evt. brødet, og smør skiverne med ricotta. Skær fignerne i helt tynde skiver, og fordel dem ovenpå.
-
Drys granatæblekerner over, og dryp tilsidst med honning.
Skriv et svar