Mon man stadig kan købe friske abrikoser i butikkerne? Jeg er vist lige lovlig sent på den med denne opskrift, men tærten smager alt for skønt til, at den skal gå i glemmebogen.
For kun et par år siden brød jeg mig meget lidt om tærte og især madtærter. Det er lidt sært at tænke på efter en sommer, hvor vi har spist tærte hver uge både til middag og som dessert. De fleste har været temmeligt improviserede, og er derfor ikke endt på bloggen, men jeg kan dog anbefale denne tarte tatin med tomat, hvis I skulle få lyst til at forsøge jer med en fra det salte køkken. Det er slet ikke så svært, som diverse madprogrammer prøver at bilde os ind.
Tarte tatin med abrikos
8-10 abrikoser
20 g smør
50 g sukker
1 mørdej
pistacienødder
Halver og udsten abrikoserne.
Smelt sukkeret på en ovnsikker pande ved middelvarme. Tilsæt smørret, når sukkeret er blevet gyldent. Når smørret er smeltet, tages panden fra blusset, og abrikoserne lægges på med skindet nedad. Læg den udrullede mørdej henover, og tryk den godt ned om frugterne.
Bag tærten i ca. 30 minutter ved 180c til den er gylden og lækker. Tag den ud og lad den hvile fem minutter. Læg et fad eller en tallerken over panden, og vend den om med en hurtig bevægelse. Løft forsigtigt panden og brug en spatel til, at løsne evt. fasthængende dej.
Drys tærten med pistacienødder, og server den lun med koldt flødeskum eller et surmælksprodukt.
Uh, det ser bare godt ud altså. Tærter/crmuble/tartetatin er bare efterår i bedste smagsstil.
– Anne
Ja, og der ryger godt nok en del af den slags indenbords her for tiden.