I mit arbejdsliv er hjemmearbejdsdage lidt af en sjældenhed. Jeg arbejder på kontor, og har dagligt brug for at være i kontakt med mange kolleger. Det kan selvfølgelig ske over telefon eller mail, men jeg kan ret godt lide at bevæge mig rundt til mine kolleger, og synes, at mange opgaver løses hurtigere, når jeg er fysisk til stede. Og så er der normalt også en masse møder, som jeg jo ikke kan tage med hjem.
Denne uge byder dog på hele to hjemmearbejdsdage, og I kan tro at jeg nyder dem. Årsagen skal jeg ikke trætte jer med, men dagene er godt forberedt, og jeg udnytter freden til de opgaver, der kræver ekstra koncentration og opmærksomhed. Jeg griber selvfølgelig også muligheden for at forkæle jeg mig selv med ekstra god frokost og 10 minutter med en stak franske madmagasiner. Det er vist en ret god deal for både min arbejdsplads og mig.På min første dag hjemme stod frokosten på stegte ris. Det er hele familien vild med, så vi koger gerne eksta ris til gryderetterne, så der er til en omgang nem aftensmad dagen efter. Stegte ris er dog også en oplagt middagsmulighed, hvis man har ris i overskud fra den foregående dag, hvilket var tilfældet denne gang.
Spiser I noget særligt, når I arbejder hjemme? Jeg har den anden hjemmearbejdsdag i morgen, og glæder mig til at dykke ned i en rigtig spændende opgave med uldsokker på fødderne, god kaffe i koppen og med en god frokost som belønning og motivation for formiddagens arbejde.

Stegte ris med æg
Ingredienser
- 3 dl kogte ris
- 1/2 løg
- 1 fed hvidløg
- 1 gulerod
- 1 dl ærter
- 1 æg
- 1/2 forårsløg
- soja
- olie
Sådan gør du
-
Snit løg og hvidløg fint, og steg dem ved medium varme i lidt olie, til løgene er blevet blanke.
-
Skær guleroden i små tern, og kom både gulerod og ris på panden. Steg dem under jævnlig omrøring, til risene er gennemvarme. Tilsæt derefter ærterne
-
Pisk ægget sammen, og lave det til blød røræg eller en omelet, der skæres i strimler.
-
Smag de stegte ris til med soja, vend ægget i, og server retten med snittede foårsløg på toppen.
Opskriften er lavet med udgangspunkt i de ingredienser, jeg havde netop den dag, og som også er et must, når jeg laver stegte ris. Man kan dog med fordel erstatte løget med et rødløg og tilsætte enten bacon eller rejer og rød peberfrugt og andet grønt.
Det får vi også ind imellem. Ofte får vi kylling i, og jeg plejer at putte fishsauce og lidt sukker i sammen med soyaen. Ellers ligner min opskrift meget din mht. ingredienser. Det er super dejligt, at man på den måde kan udnytte sine rester, men faktisk smager det jo så godt, at jeg ofte laver retten bare for sin egen skyld og koger risene til den tidligere på dagen 🙂
På travle dage spiser vi ofte stegte ris, hvor risene er kogt med det formål aftenen før. Det smager jo alt for godt til bare at være en reste-ret 🙂 Næste gang vil jeg prøve at komme lidt fishsauce i.