Jeg har været så heldig at overtage en masse hindbær og solbær fra min fars fryser. Bærrene kommer fra hans sommerhushave, og selvom jeg er ganske flittig til at rippe buskene, når vi låner huset, har der været overvældende mange bær tilbage til ham.
Hindbærrene skal jeg hurtig få brugt, men jeg kunne godt bruge lidt inspiration til solbærrene. Har I nogen anbefalinger?
Indtil videre har jeg kogt syltetøj på et halvt kilo bær, og det er rigeligt til os. Jeg elsker solbærsyltetøj på et stykke knækbrød med ost, og det er heller ikke tosset på en sød pandekage som disse franske crepes.

Opskrift på solbærsyltetøj
Ingredienser
- 500 g solbær
- 300 g sukker
- et skvæt rom
Sådan gør du
-
Kom bær og sukker i en gryde, og varm det forsigtigt op, til al sukkeret er opløst. Kog derefter syltetøjet i 12 minutter.
-
Steriliser glassene, og skyld dem i lidt rom. Det forlænger holdbarheden. Hæld den kogende solbærsyltetøj på glassene og luk straks.
Note: Solbær har et højt pektinindhold, og det er derfor ikke nødvendigt at tilsætte stivelse. Pas godt på kogetiden, da den er afgørende for syltetøjets konsistens. Syltetøjet er temmeligt vådt efter de 12 minutters kogetid, men bliver mere fast, når det er afkølet.
Hvorfor står der ikke hvormeget vand der skal i.
Jeg har set 10 opskrifter igennem, der var kun 3 der havde vand i deres opskrift.
Jeg ved godt der skal vand i når der står at bærrene skal koge, men er det kun bunden fuld eller skal bærrene dækkes helt med vand, det er jo rart at vide.
Tak for din ellers gode opskrift som jeg vil prøve. Hav en god sommer.
Med venlig hilsen Connie
Jeg kommer faktisk ikke vand i. Sukkeret får bærrenes saft til at trænge ud, og på den måde koger jeg syltetøjet i solbærrenes egen saft. Ved opskrifter uden vand er det vigtigt med langsom opvarmning, så der gives til til denne proces. Man kan dog også lade bær og sukker trække et par timer, inden gryden sættes på blusset.
Du kan dog også snildt begynde med lidt vand i gryden, hvis du foretrækker det. I så fald vil jeg anbefale 1-2 spsk.
Jeg håber, at du får svaret tids nok, og at du også har en skøn sommer.