Søndagens vaniljekransebagning blev virkelig vellykket, og på trods af udfordringer med kødhakker, sprøjtepose og tylle, var det en af de hyggestunder, som man aldrig kan få nok af. Jeg havde nemlig Pigen med i køkkenet og med lidt hjælp, målte hun ingredienser af og rørte selv dejen sammen. Kagerne blev hurtigt døbt O-kager, da hun er vældig fascineret af netop det bogstav. Resten af alfabetet siger hende til gengæld ikke noget.
Da vi skulle forme kagerne, viste det sig desværre, at vaniljekranseindsatsen til min kødhakker er forsvundet (eller måske aldrig har eksisteret?) Jeg prøvede derfor med en sprøjtepose og en stjernetylle, men havde ikke en, der var stor nok. Til sidst måtte jeg derfor kapitulere, give køb på looket og klippe et hul i sprøjteposen. Heldigvis har det ikke betydning for smagen.
Hvis der er flere vaniljekranse tilbage, når vi når juleaften, tænker jeg, at Pigen kan give et par stykker i gave sammen med et af de fine julehjerter, vi lavede i lørdags. Når man spørger hende, hvad de forskellige familiemedlemmer skal have i gave, er svaret nemlig altid det samme. De skal have kage.
O-kager/Vaniljekranse
100 g mandler
1 stang vanilje
200 g sukker
200 g blødt smør
1 æg
250 g hvedemel
Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og skil dem fra hinanden ved at masse dem sammen med llidt af sukkeret med en bredbladet kniv.
Rør sukker, vanilje og smør sammen og tilsæt derefter ægget.
Blend mandlerne til mel, og rør både melet og mandelmel i dejen. Kom dejen i en kødhakker eller sprøjtepose, og form fine kranse på en bageplade med bagepapir.
Bag vaniljekransene ved 200c i 5-6 minutter.
[…] på armen, vendte køkkenkarmaen midt i december, og jeg fik bl.a. fremtyllet en lille portion af de gode vaniljekranse. Jeg fandt endda ud af, at jeg har småkagetilbehør til min røremaskine. Det var pist […]