Hvad siger I så? Er det ikke bare et vellykket madbillede? Jeg må jo nok hellere tilstå, at det ikke er mig, der har taget det.
Som jeg nævnte i dette indlæg har jeg været med i et spændende samarbejde, hvor jeg har fået fire opskriftsudfordringer. Opskrifterne er derefter tilberedt uden min tilstedeværelse og fotograferet af nogen, der har forstand på det. Det har de gjort ret godt.
Første udfordring var en pastaret med kun fire ingredienser udover pasta og krydderier. Den var ikke svær. Med fast fredagspasta på menuen og hang til det simple er det jo noget, jeg spekulerer i stort set hver uge.
Estragonpasta med laks og rucola
1 pakke frisk fuldkornspasta
225 g laksefilet
2-3 store håndfulde rucola
1 lille håndfuld valnøddekerner
Skallen fra 1 økologisk citron
1 tsk god olivenolie
1,5 tsk estragon
hvid peber
salt
Steg fisken i lidt olie på en pande med skindsiden nedaf i ca. 10 minutter. Imens klargøres de øvrige ingredienser: hak nødderne groft, riv citronskallen, skyld og tør rucolaen og bring pastavandet i kog.
Vend fisken og giv den højst 1 minut ved svag varme på den anden side.
Kog pastaen efter anvisning på pakken i letsaltet vand tilsat estragon, og del imens den færdigstegte laks i mundrette stykker med hælp fra to gafler. Kun det lyserøde kød skal bruges.
Hæld vandet fra pastaen og rør olien i. Vend forsigtigt pastaen med citronskal, laks og rucola, og server retten med hakkede valnødder på toppen og friskkværnet peber.
Tip: Ønskes en kraftigere citronsmag, kan man blande lidt citronsaft i olien, inden den vendes i pastaen.
Skriv et svar