Vi afsluttede weekenden på bedste vis med svulstige søndagsburgere med masser af friske grøntsager. De var egentlig på madplanen sidste weekend, men efter en uge i Paris med baguette morgen, middag og aften, trængte vi til noget andet end brød. Denne søndag var de til gengæld mere end tiltrængte efter en dag med masser af fysisk aktivitet. Opskriften kommer længere nede og kan anbefales, hvis man gerne vil have en grovere men stadig blød og svampet burgerbolle.
Lørdag skulkede vi fra alle huslige aktiviteter, og nød i stedet en stille morgen med avislæsning, havregryn og sort kaffe. Bestemt ikke noget fancy, men rart og hyggeligt. Ved middagstid drog vi til Hillerød for at gå en tur i slotsparken og nyde solskinsvejret. Det har vi gjort mange gange før, men da det primært er en sommeraktivitet, var det efterhånden længe siden.
Vi nåede også et smut i slotsarkaderne for at købe nye forsyninger til Pigens klædeskab. Det er nemlig ikke kun i haven, at foråret får det til at gro og vokse. Fra den ene uge til den anden, er Pigens bukser begyndt at stumpe, og blusernes ærmer ser også ud til at have mistet et par centimeter. Det kan gøre mig helt vemodig, at hun bliver så stor og en dag måske helt vokser fra mig. På den anden side fyldes jeg også med en ubeskrivelig stor glæde, når jeg lægger mærke til de små trin i hendes udvikling og oplever, hvor meget hun efterhånden kan.
I sidste uge havde vi besøg af hendes faster, og det var virkelig overraskende så fornuftig en samtale min datter havde med hende. Til daglig hæfter jeg mig nok mest ved de jævnlige hidsighedsudbrud, så det var helt fantastisk at høre hende sige “Nej tak, det kan jeg godt selv. Sød at række mig den?”, da faster tilbød at øse mad op.
Også søndag imponerede hun. Vi var til hendes første gymnastikopvisning, og som gammel opvisningsgymnast (og muligvis en smule graviditetshormonel), blev jeg allerede helt rørt, da vi hånd i hånd deltog i indmarchen. Under selve opvisningen gjorde hun alt, hvad hun skulle, hvilket bestemt ikke er reglen, når hun træt efter en lang dag i børnehave deltager i den almindelige træning. Der blev lavet fine baglæns kolbøtter på skråkilen, som hun normalt vælger at trille på, og hun kom også rundt i baglæns salto i trampolinen. Hun spottede hurtigt, hvor Morfar sad klar med kameraet og sørgede for et par kodak moments, som jeg glæder mig til at se resultaterne af.
Efter opvisningen tog vi Morfar med hjem til en kop kaffe og lidt afslapning, før vi gik i køkkenet for at lave dej til burgerbollerne. Mens de hævede i ekstraordinære to timer, gik vi i haven for at lege og grave køkkenhaven igennem. Godt trætte begge to fortsatte vi bagningen, og da vi satte bollerne i ovnen, kom Manden hjem efter en lang dag på mountainbike med mudder overalt, hudafskrabninger på arme og hage og masser at fortælle. Jeg behøver vist ikke at skrive, at han også var træt.
Og så var det burgertid!
Burgerboller med grahamsmel
12 stk
3 dl vand
2 dl yoghurt
50 g gær
1 tsk sukker
1 tsk fint salt
200 g grahamsmel
400-450 g hvedemel
æg til pensling
sesamfrø
Varm vandet op til lige over lillefingertemperatur og bland yoghurten i. Rør gæret ud i væsken og tilsæt derefter salt, sukker og grahamsmel. Rør til alle klumper er opløst.
Rør hvedemelet i lidt ad gangen, og ælt dejen sammen på køkkenbordet. Læg den tilbage i dejfadet, dæk det til med film eller et fugtigt klæde, og lad den hæve lunt i ca. 1 time, til den er vokset til dobbelt størrelse.
Slå dejen ned, og del den i 12 lige store stykker, som trilles til fine, runde boller. Læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir, og tryk dem flade. Kom evt. mel på hænderne, hvis dejen hænger ved. Lad dem efterhæve i 15 minutter.
Bollerne pensles med sammenpisket æg og drysses med sesamfrø. Bag dem midt i ovenen ved 200c i ca 15-18 minutter.
Server dem lune, med bøffer, snask og masser af grønt.
Skriv et svar