Umiddelbart ser denne chokoladekage ikke ud af så meget, men den er altså noget så lækker. Den er bagt med rigelige mængder chokolade, og når man skærer det første stykke, afsløres en sød og saftig overraskelse.
De indbagte pærer komplementerer den dybe chokoladesmag perfekt. Bagningen gør dem ekstra søde og bløde, og så er det altså lidt hyggeligt med sådan en lille hemmelighed inde i kagen. Hvis man tilføjer en kugle vaniljeis eller en vaniljecreme kan kagen snildt serveres som dessert. En pære belle Helene som kage.
Vi spiste kagen uden tilbehør til en kop eftermiddagskaffe efter en lang gåtur i parken ved Fredensborg Slot. Der er simpelthen så smukt i efteråret, og vi tilbragte en herlig formiddag med at tælle kæmpebiller, digte historier om slottet og drøne op og ned ad skrænterne. Milde efterårsdage med traveture og kageforkælelse kan jeg vist aldrig få for mange af.
Kagen skulle egentlig været dækket af en god chokoladeglasur, men mit eksperiment gik ikke helt som planlagt, og det blev noget tyndt sjap. Skal det være fint og ekstralækkert, kan kagen dækkes af en klassisk chokoladeganache, men den smager altså også ganske fortrinligt uden topping.

Chokoladekage med hele pærer
Ingredienser
- 4 æg
- 125 g sukker
- 1 dl sødmælk
- 100 g chokolade
- 120 g smør
- 1 tsk bagepulver
- 1 spsk kakao
- 100 g mel
- 50-75 g mandelmel
- 5 små pærer - gerne clara friis
Sådan gør du
-
Smelt smørret, og sæt det til side.
-
Pisk æg og sukker skummende, og tilsæt det smeltede smør.
-
Varm mælken op til lige under kogepunktet. Hak chokoladen, og rør den ud i mælken. Rør chokolademælken i æggecremen.
-
Sigt mel, bagepulver og kakao i dejen, og kom også mandelmelet i. Vend det forsigtigt rundt med en ske eller dejskraber.
-
Skræl pærerne og fjern blomsten, men lad stilken sidde.
-
Beklæd en brødform med bagepapir, og hæld lidt kagedej i bunden. Sæt pærerne på en linje. De skal helst ikke røre hinanden. Hæld resten af dejen i formen.
-
Bag kagen ved 180c i ca. 40 minutter.
-
Tag kagen ud og lad den stå ca. 15 minutter i formen, før den tages ud og sættes til afkøling på en rist.
-
Skær kagen i tykke skiver, så der kommer en halv pære i hvert stykke. Hvis stilkene stikker op, kan de bruges som pejlemærker til, hvor snittene skal lægges.
-
Server kagen som den er, med tyk chokoladeganche på topppen eller en iskold kugle vaniljeis.
Mandel mel? Det står der ikke i ingrediens listen?
Åh nej altså – Det er godt nok en ærgerlig fejl. Der skal bruges ret tæt på 70g mandelmel- måske lidt mere, måske lidt mindre. Det må så være en anledning til at teste opskriften igen 🙂